[b]Man gjorde børn fortræd[/b]

Det er ikke ofte, at danske film borer ned i nationens fortid som kolonimagt. Der er ellers nok at gribe fat i. Fra skånselsløs slavehandel i Afrika til formynderisk modernisering af inuitkulturen på Grønland. Men netop et af de mørkere kapitler om Danmarks administration af Grønland behandles i den aktuelle danske film “Eksperimentet”.

Da den enlige sygeplejerske Rigmor Gertsen i 1951 udnævnes til forstander for et børnehjem i Godthåb, er det som led i et eksperiment. Den danske stat ønsker at hive Grønland ud af fattigdom og en primitiv samfundsform. Forbilledet skal være en gruppe grønlandske børn, der efter ophold i Danmark, hvor de har lært dansk sprog og kultur, installeres på Gertsens børnehjem. Et ambitiøst projekt med store omkostninger for børnene.

“Eksperimentet” jager en ubehagelig syl ind den danske selvforståelse som den rare kolonimagt, der jo aldrig var så slem som stormagterne, når det drejede sig om at gøre skade i kolonierne. Kyniske politikere handlede måske i den bedste mening, men i filmen skrælles de gode hensigter af og blotter i stedet det hele som et nationalt prestigeprojekt.

Det handler om børnene. De 16 grønlandske børn, der først fravristes deres forældre for derefter at blive sendt til plejeforældre i Danmark, som de så igen må forlade. Uden det grønlandske sprog er de fremmede i deres land – selv over for deres biologiske forældre. I en smertelig scene, hvor mor og datter er ude af stand til at forstå hinanden, vises den afgrundsdybe kløft, som et manglende fælles sprog efterlader mellem dem. I det små ser vi de traumatiserede børns reaktioner, som når sengevæderen Daniel søger tryghed hos en jævnaldrende pige, eller når den mutte Dorthe græder sig i søvn nat efter nat. Desværre reduceres børnene for ofte til simple reaktionstyper, der underligt nok bevæger sig i fortællingens periferi. Mest dybde får den selvstændige Karen, der spilles med fine nuancer af Laura Skaarup Jensen, men mod slutningen forrådes karakteren af nogle gumpetunge symboler, som harmonerer dårligt med den afdæmpede realisme, som ellers præger fortællingen.

I stedet for børnene er reservemoderen frk. Gertsen placeret som filmens egentlige hovedperson. Servil og ambitiøs, kærlig og streng, men altid med et fyrigt blik, som i Ellen Hillingsøs spil giver karakteren en fin spændvidde. Gertsen er barn af kolonialismens patroniserende og medlidende forhold til grønlænderne. Idealist og ikke realist. Men mens hun febrilsk forsøger at holde sammen på det smuldrende eksperiment, mister man som publikum interessen for hende, for hvad med børnene? Det er jo dem, det handler om.