[b]Så let som ingenting[/b]

Som filmskaber kan man lynhurtigt vinde en masse billige point på skæv nuttethed – hvilket ikke mindst tegnefilmene har nydt godt af – men det er samtidig også en faktor, man bør dosere med forsigtighed, eftersom den så hurtigt også bliver en af de mest belastende elementer at overvære.

Et eksempel på dette kan findes i Jean-Pierre Jeunets “Micmacs”, der vedvarende spiller netop det kort gennem den sparsomme handling og af samme årsag udvikler sig en noget trættende affære, længe inden filmen nærmer sig slutningen. Det er måske ikke så usædvanligt, når det kommer fra instruktøren bag “Amélie”, der i høj grad gjorde det samme, men i den film havde Jeunet ikke mindst Audrey Tautous sødmefulde fremtoning til at fastholde opmærksomheden. Hun savnes gevaldigt her.

Filmen følger den lade Bazil, der brutalt afbrydes midt i Bogart-filmen “The Big Sleep”. En vildfaren kugle rammer ham tilfældigvis i panden og sætter sig så dybt i skallen, at en operation bliver vanskelig. Overfor dilemmaet om at operere ham og hermed frelse Bazils liv – men samtidig reducere ham til en grøntsag – eller at lade den og Bazil være og dermed risikere hans pludselig død beslutter lægerne sig for ikke at gribe ind.

Det efterlader nogle interessante spørgsmål. Hvad præcist gør det ved et menneske at vide, at døden kan indtræde når som helst, og hvilken form for hjerneskade har Bazil påtaget sig? Er hans virkelighedsopfattelse mon forandret? Desværre er Jeunet ikke interesseret i sådanne tanker, men bruger udelukkende kuglen som et [i]plot device[/i] til at få Bazil på en Yojimbo-agtig hævntur efter to våbenhandlere, som han spiller ud mod hinanden. Til det formål indsamler Bazil Jeunets sædvanlige stab af udstødte særlige, der denne gang består af slangemennesker og kanonkonger, og som via diverse Storm P.-opfindelser skal få ram på de lede våbenhandlere.

Filmen byder på de samme visuelle tryllerier, som Jeunet i sin tid slog igennem med i “Delikatessen”, men hvor den film havde en grovkornet sorthumor og satirisk bid, så er tænderne øjensynligt blevet noget sløvere med alderen. “Micmacs” har ikke noget særligt at sige om noget som helst, men er blot en opvisning i en lang række sindige påfund, flotte visuelle sekvenser og nuttede skæve personager. Hovedrollen udfyldes af den karismatiske Dany Boon, man han lader mest til at være blevet hyret pga. sit rørende sørgmodige ansigt og bliver ligesom filmens andre personer aldrig andet end en tom karikatur, som der ikke rigtig er nogen grund til at involvere sig i.