[b]Mor, mor og børn – og far?[/b]

Den utrolige ener instruktøren Wes Anderson er blevet berømt og berygtet for at lave film med en tone, som ingen anden. Kamufleret som åbenlyse komedier findes der altid en klangbund af dyb alvor under den skæve overflade, der betrædes af egoistisk selviscenesættende forældrefigurer. Samme type forældre, dog mindre karikerede, finder vi i Lisa Cholodenkos familiefarvelade “The Kids Are All Right”, hvor egne behov bliver forklædt som betænksomhed for de oversete børn. Det er der kommet en rigtig fornøjelig film ud af.

I et hipt bohemekvarter i Los Angeles møder vi en moderne, men ikke helt almindelig familie på fire. Umiddelbart er der dog ikke noget anderledes ved den genert indadvendte og skoledygtige storesøster Joni, der netop er fyldt 18, eller hendes lillebror Laser på 15, der mest af alt elsker at dyrke sport og gøre ting frem for at snakke. Forældreparret består af den karrieretravle patriark Nic samt den mere ubeslutsomme og følsomme sjæl Jules, der er ved at opstarte sit eget gartnerifirma. Det eksotiske krydderi består i, at Nic og Jules har født hvert sit barn med hjælp fra donorsæd og begge er kvinder. Den anderledes, men tilsyneladende familieidyl forstyrres imidlertid, da børnene vælger at tage kontakt til deres sædelige far Paul, der valgte at donore sæd, fordi det var sjovere end at give blod.

I foråret havde den fremragende “A Single Man” premiere, der ganske atypisk – til trods for sin homoseksuelle hovedperson – handlede om groft sagt alt andet end homoseksualitet. Seksualiteten var blot et faktum og ikke et problem. På samme vis er det ikke et problematiserende omdrejningspunkt i “The Kids Are All Right”, at Joni og Laser har et sæt [i]moms[/i] i flertal. Dermed er filmen dog ikke for fin til at diskutere familien som institution – er der visse faderlige værdier, som selv et progressivt overskudsagtigt mødrepar ikke kan substituere?

Det er en komisk og karismatisk overlegen trio, der er samlet i dette godhjertede familiedrama. Den fremadstormende Mark Ruffalo er lige så cool som den grønlandske indlandsis før den globale opvarmning i rollen som den afslappede øko-hipster Paul, der i mødet med familien påbegynder en rejse væk fra livet som Don Juan. Pauls pludselige invasion af familiens privatsfære presser særligt patriarken Nic, der føler sin position truet, hvilket bliver udstillet med stramtantet sårbarhed af en fejlfri Annette Bening. Bening – der selv var med til at udstille den klassiske kernefamilies facade i “American Beauty” – leverer som familieoverhoved sammen med filmens hovedattraktion Julianne Moore, der endnu en gang er knuselskende fantastisk, en af familiefortællingens mange lattereksploderende højdepunkter. Det sker, da parret skal sætte lidt krydderi på det til tider fastlåste forhold med en fræk film. Men det er ikke følsom lebbeporno, der sættes på den firskårne fladskærm, men derimod hård bøsseporno, hvilket naturligvis opdages af den identitetssøgende søn, der langt fra ønsker sig mødrenes efterfølgende indgående (bort)forklaring. Uvurderligt.

Men hvad så med de børn, som titlen skilter med? Filmen antyder indledningsvist, at den vil gå den Wes Andersonske vej og vise, at børnene bliver glemt og klemt af de voksnes velmenende egoprojekter. Men netop denne problemstilling bliver ganske overraskende forsømt og overdøvet af den stærkt karismatiske forældretrio, som filmen forståeligt forelsker sig i. Så sammen med forældrene skubber filmen på samme vis børnene og deres problemer og behov i baggrunden til fordel for et klassisk trekantsdrama, her indsat i en lækkert indbydende bohemeramme, hvilket gør filmen lidt uforløst eller måske snarere forkert forløst.