[b]Et kompliceret dilemma af høj kvalitet[/b]

Efter de to drivende grædekonefilm “Efter brylluppet” og “Things We Lost in the Fire”, hvor alt flød over i en syndflod af tårer, er Susanne Bier aktuel med en helt anden type film. Sorg og tab står endnu engang centralt, men det er blot nogle af de mange temaer, der tages under kyndig behandling i “Hævnen”.

Elias er klassens mobbeoffer, men da den selvsikre Christian begynder i hans klasse, har Elias fundet en beskytter. Christian har nyligt mistet sin mor, og intet synes længere at kunne skræmme ham. End ikke skolens tyran, der sættes brutalt på plads af Christian. Elias’ far, Anton, som er læge i en flygtningelejr i Afrika, vender med mellemrum hjem til sin familie. Han er overbevist pacifist, så da han forulempes af en voldelig mekaniker, vender han den anden kind til. Men i drengenes øjne er det svaghed. For dem er der mere pondus i øje for et øje, men hvornår har man fået den rette hævn?

Hævn eller pacifisme. Det er mellem disse to yderpoler, at Susanne Bier modigt dykker ned og fortæller sin historie. For her er ingen lette svar. Pacifismen synes rigtig og politisk korrekt med Jesus og Gandhi som garanter, for vold avler jo som bekendt vold. Men er der ikke grænser for, hvad man skal finde sig i? I tilfældet med den bodega-oppustede mekaniker, der spilles med sædvanlig indre gnist af Kim Bodnia, er pacifisme måske det rette. Men hvad med den bestialske kvindeopsprætter i Afrika, hvis ofre Anton igen og igen lapper sammen? Det er denne konstante afvejning af problemstillingen, der så afgjort er lykkedes i Biers nye film.

Samtidig stiller Bier med et nordisk cast, der er i topklasse. Mest funklende står Mikael Persbrandt og Trine Dyrholm som Elias’ forældre. Persbrandt er perfekt castet mod sin sædvanlige selvtægtskarakter Gunvald i den svenske tv-serie “Beck”. På elegant vis bliver Persbrandt/Anton i sig selv et udtryk for splittelsen mellem hævn og pacifisme. Som idealisten, der prædiker pacifisme, er han overbevisende, men mindst lige så troværdig er han, når idealismen slår sprækker, og aggressionens fæle ansigt titter frem. Dyrholm må også her have et par ord med på vejen. Hun viser (igen!), at hun er Danmarks bedste skuespillerinde (og nej, her er ikke glemt Gitta Nørby). Dyrholm formår som få at samle mange lag i karakteren til ét samlet udtryk – som i en scene, hvor hun med fast greb i et forskræmt barn sitrer i hele kroppen af brændende hævntørst. Det er voldsomt, men konstant fornemmes de bagvedliggende motiver: sorgen, smerten, det tabte.

Gode skuespilskræfter, ja, men Susanne Bier er også en glimrende billedfortæller, som behændigt forstår at bruge suspens, så publikum nagles i spænding. Hun formår dertil at udstille relevante kontraster mellem det idylliske danske sommerland og det fattige Afrika, som igen bekræfter problematikkens dobbelthed. Her er Afrika ikke bare en selvretfærdig statist, som det klægt var tilfældet i “Efter brylluppet”. Det miserable kontinent er tværtimod her en nødvendig prøvesten, når hævn og pacifisme skal diskuteres. Mindst overbevisende er dog en række scener i skolen, hvor skolelærerne og de indbyrdes stridigheder mellem eleverne virker sært karikerede, men det er småting i en ellers meget vellykket film.