[b]Den sidste leg med legetøjet[/b]

Med anmelderros og et enormt billetsalg i USA som motor brager det sidste kapitel i “Toy Story”-serien ind i landets biografer. Forventningerne er derfor ikke uden grund høje, og Pixar leverer da også en fin afslutning på det eventyr, de startede for så lang tid siden.

I en kiste på Anders’ værelse ligger hans gamle legetøj. Anders har rundet de 18 år, og det er blevet tid til at flytte på kollegium. Men hvad skal der så ske med cowboydukken Woody, stjernekrigeren Buzz Lightyear og alle de andre engang så elskede legesager? Deres skæbne bliver den lokale børnehave. Ved første øjekast et paradis for kasseret legetøj, men der venter de nyankomne en grum overraskelse. For der er forskel på børn, og der er forskel på legetøj.

Mere end ti år er gået, siden anden del af Pixars eventyrlige beretning om det levende legetøj havde premiere. Årene er også forløbet i filmens univers, hvor Anders har vokset sig fra legealderen, men legetøjet er det samme, med det samme umættelige behov for kærlighed fra et barn. Så her er alt alligevel ved det gamle. “Toy Story 3” er da også kendetegnet mere ved genkendelighed end nytænkning. Nyt scenarie, nye eventyr, men egentlig den samme grundhandling. Legetøjet er havnet i problemer, nogen skal reddes, og det hele ender i en stor flugt, hvor alskens sager i legetøjshøjde fint og idérigt bruges.

Nye karakterer er føjet til det spraglede ensemble. Således stifter vi bekendtskab med en diktatorisk krammebjørn, en babydukke, der ikke lader Frankensteins monster meget efter, og en stærkt forfængelig mandlig Barbiedukke. Særligt den sidstnævntes ekstreme pyntesyge er den humoristiske skydeskive, og det får smilet frem flere gange. De nye karakter er endda så helstøbte, at der bliver tid til at forklare, hvorfor skurken er, som han er. Et legetøjstraume er at blive efterladt, og det kan formørke selv den kærligste sjæl. I sammenligning virker de gamle figurer en anelse udtømte. Kun Buzz Lightyear lyser her op med en lattervækkende optræden som spansk rumkriger.

Svagest står filmen i begyndelsen, hvor der skal tages et lidt for stort tilløb, før historien rigtigt kommer i gang. Her skal vi lige fordi lidt hurlumhej med en fejlplaceret skraldesæk og en tvær Woody, der står lidt uforståeligt stejlt på, at de alle skal blive hos Anders, trods det at han jo ikke længere leger med dem. Her sættes konflikten lidt forceret op, og det giver en lidt haltende start, der dog modsvares med en særdeles vellykket og rørende slutning. Alt får sin rette plads. En værdig afslutning på den serie, der skød Pixar ind i animationens superliga.