[b]Et skørt stævnemøde[/b]

Hvis “Date Night” havde haft andre skuespillere i hovedrollerne end Tina Fey og Steve Carell, havde den formentlig været en 2-stjernet bagatel. Det gør en [i]kæmpe[/i] forskel, at to af Hollywoods dygtigste komikere medvirker, for duoens enorme drive, afvæbnende latter og smittende entusiasme formår ofte at overskygge et af årets mest fantasiløse manuskripter.

“Date Night” fortæller historien om ægtefællerne Phil og Claire Foster. Parret har været gift længe, de har to børn, og selvom de stadigvæk elsker hinanden højt, er de enige om, at deres hverdag efterhånden er blevet kedelig og rutinepræget. En enkelt aften overdrager de derfor børnene til en babysitter og tager i byen for at fejre hinanden. Men da de overtager et andet pars reservation på en fin restaurant, dukker et par gangstere pludseligt op og mistænker Phil og Claire for at være de to tyveknægte, som oprindeligt havde bestilt bordet, og som åbenbart har bestjålet en af New Yorks mest magtfulde mafiosoer. Det lykkes ikke Phil og Claire at overbevise håndlangerne om, at de er uskyldige, så de må flygte gennem Manhattans gader med alskens skydeglade lømler lige i hælene.

Medmindre du aldrig tidligere har set en film, vil du formentlig allerede nu have gættet, at parrets vilde eskapader ender med at bringe turtelduerne tættere sammen. Man behøver heller ikke være clairvoyant for at forudse, at Claire og Phil undervejs kommer i klammerier med lovens lange arm, og at de forvilder sig ud i både livsfarlig kugleregn og en vild biljagt. Nej, mange af de bedste romantiske komedier opfandt heller ikke den dybe tallerken, men “Date Night” følger genrens skabelon så nøje og møjsommeligt, at man kan stille sit ur efter den. Skurkene er kedelige og karikerede, klicheerne står i kø, og når vi er væk fra vores gifte helte, går filmen nærmest i stå.

Men heldigvis er Fey og Carell for det meste foran kameraet – og sikke et makkerpar! Det er lidt en skam, at hverken instruktøren, Shawn Levy, eller manuskriptforfatteren, Josh Klausner, for alvor gransker ægteskabets forfald, men Fey og Carells tøjlesløse energi står i skærende kontrast til drejebogens monotoni. Bare tjek scenen, hvor parret leger højrøvede millionærer for at tvinge et telefonnummer ud af en spydig tjener… eller hvad med da de kommer med deres egne, vanvittige bud på, hvad de andre restaurantgæster taler om? Fey og Carell får ofte frie tøjler til at improvisere, og når man slipper to jokere af denne kaliber løs, bliver man belønnet med utallige grin. Men måske er skuespillernes største bedrift, at de ikke blot får os til at le af [i]og[/i] med karaktererne, men at de også får os til at føle for dem.

Som sagt er skurkene mere eller mindre anonyme, og desværre får den evigt fornøjelige Kristen Wiig kun få minutters spilletid i rollen som Claires bedste veninde. Men Wiig og Feys samtale om deres sexfantasier og “at gå blandt fuglene” udløser et latterbrøl af format. Andre store navne såsom James Franco, Mila Kunis og Ray Liotta medvirker også uden at gøre det store indtryk, men Mark Wahlberg er en ren fornøjelse i rollen som en sikkerhedsekspert, der hjælper Claire og Phil. Wahlberg nyder tydeligvis at tage pis på sit eget machoimage med en rolle, der giver ham rig lejlighed til at fremvise sin veltrænede, bare overkrop. Da han blive bedt om at tage en skjorte på for tyvende gang, svarer han tørt: [i]”Næh, jeg har det fint.”[/i]

Det er i øvrigt en forlænget version af “Date Night”, som befinder sig på denne nyudgivne Blu-ray. Jeg så filmen i biografen, men jeg bed ikke mærke i nogen væsentlige ændringer i den nye udgave. Angiveligt er der blot blevet tilføjet en række replikker og et enkelt [i]”fuck!”[/i], som man var nødt til at fjerne, før filmen røg i biffen.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. “Date Night” har en lidt besynderlig billedside. Det lader til, at hovedparten af filmen er optaget i HD, men man har tydeligvis tilføjet digital gryn efter optagelserne for at give billedsiden et mere celluloidagtigt look. Desværre fungerer det sjældent, og grynet ligner for det meste uønsket, digital støj. Heldigvis er støjen sjældent markant og endnu sjældnere distraherende. Farverne gengives perfekt hele vejen igennem, og kontrasten er generelt solid, også selvom sortniveauet indimellem fremstår lidt for kraftigt – såsom under scenerne i Central Park. Billedet er for det meste knivskarpt, og hverken udtværinger, edge-enhancement eller snavs forekommer.

[b]Audio[/b]

Diskens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor er afgjort bedre end transferet. Baghøjtalerne er ofte aktive, og de disker op med et væld af subtile lydeffekter, som næsten får én til at føle, at man befinder sig midt i Manhattans natteliv. Lydsporet har også en solid bund, og høje toner gengives også klokkeklart – nøjagtig ligesom samtlige replikker. Musikken er også tydelig og overdøves aldrig, og de fåtallige panoreringer fungerer efter hensigten. Kun få romantiske komedier har lige så gode lydspor.

[b]Ekstramateriale[/b]

Instruktøren Shawn Levy har indtalt et forbavsende kedeligt kommentarspor til filmen. Levy taler en del om iscenesættelsen af de forskellige scener, men han har forbavsende få interessante og morsomme anekdoter i ærmet. Det havde været fedt, hvis Carell og Fey havde givet deres besyv med. Desuden medfølger en lille stak ultrakorte dokumentarer (kun én om skuespillernes egne, dårlige datingoplevelser er mindeværdig), cirka et kvarters slettede scener, traileren til filmen og omtrent otte minutters fraklip, som desværre ikke er lige så fornøjelige som dem, der bliver vist under filmens rulletekster. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p. Man får oven i købet dvd-udgivelsen af “Date Night” samt en digital kopi.