[b]Ikke just mesterlig[/b]

Der findes ikke mange nulevende instruktører, som har været mere udskældte end netop M. Night Shyamalan, der slog så overbevisende igennem med “Den sjette sans”, og som det siden nærmest er blevet trendy at hade for ikke at levere noget tilsvarende igen.

Under hele balladen har jeg følt, at kritikken var enøjet, og at hans følgende film – uperfekte, som de fleste end var – stadig indeholdt glimt af fremragende filmfortællingskunst og Shyamalans evne til at skabe fantastiske billeder. Selv den udskældte “Lady in the Water” havde sine kvaliteter, og som vist nærmest den eneste filmanmelder i Danmark tog jeg forholdsvist positivt imod “The Happening”. Med “Luftens sidste mester” har han dog for alvor betrådt en sti, hvor jeg ikke længere kan følge ham, og hvor den sidste rest af talent synes druknet i et ocean af fejlagtige beslutninger.

Den eventyrlige fortælling er baseret på en animeret tv-serie og foregår i en verden, der styres af de fire elementer: jord, luft, ild og vand. Før i tiden var der fred mellem elementerne, men siden Avataren – der som den eneste kan mestre dem alle – er forsvundet, har ustabiliteten og ufreden overtaget. Vi er imidlertid ikke mere end et par minutter inde i filmen, før en ung udgave af Avataren atter dukker op, og som en anden Jedi må drengen lære de forskellige færdigheder, før han igen kan skabe fred.

Filmens hovedroller udfyldes af lutter unge mennesker, og deres beskedne alder gør det svært at afgøre, om de skulle besidde skuespiltalent, men hvis de bærer rundt på sådanne evner, så har Shyamalan da gjort sit bedste for at skjule det. I stedet fremstår de alle som deltagere i et særdeles skidt skolestykke og gengiver overstadigt den mest rædsomme dialog, der konstant fylder os med detaljer og viden, som er total overflødig for vores forståelse af historien. Der er end ikke skyggen af spontanitet at spore i deres indbyrdes forhold, der virker så oppustet og kunstigt, som var de alle Lolitadukker. Eneste undtagelse er “Slumdog Millionaire”-stjernen Dev Patel, som leverer en sober præstation, der næsten føles helt malplaceret i en ellers så overspillet film. Det slår dog til som en skrædder i helvede.

Man kunne måske have båret over med de svage præstationer, hvis blot filmen i det mindste havde givet nogle hæderlige actionsekvenser, men også på dette punkt må man gå forgæves. Slagsmålene er af den sterile slags, hvor duellanter slås med elementer, hvilket foregår ved, at de hopper energisk rundt i en slags hidsig Tai Chi, mens computereffekter støder sammen. Ideen har muligvis fungeret i en tegnefilm, man her virker det dybt latterligt. Der er ingen følelse af fare eller indsats bag striden, og det bliver hurtigt en trættende affære at se falskudseende vand slås mod falskudseende ild. Ligeledes leveres hele den tvivlsomme herlighed med en alvor og selvhøjtidelighed, der nærmest bliver pinefuld. Selv George Lucas forstod at udglatte sine eventyr med lidt humor, men sådanne ironiske lag synes Shyamalan helt blottet for.