Den franske farce “Louise-Michel” er et glimrende eksempel på, hvor hurtigt en film kan køre af sporet, når dens bagmænd forelsker sig mere i deres manuskripts særhed end manuskriptets sære eksistenser.
[image=53788]
Dernæst møder vi vores hovedpersoner: Den overvægtige, småskøre fabriksarbejder Louise og den lige så store, men mindre selvsikre sikkerhedsvagt Michel. Et underligt, men ikke ligefrem umage par. Da Louise og kollegaerne bliver fyret, foreslår hun, at de myrder deres koldblodige boss. Som ung skød Louise sin første chef, hvilket vi får at se i en scene, der – ligesom indledningen – gør det morbide morsomt. På en eller anden facon finder Louise frem til Michel og hyrer ham til at udføre mordet. Belønningen er de 20.000 euro, som Louise og Co. fik som kompensation efter deres afskedigelse. Michel er i pengenød, så han tager imod opgaven, men hans klienter har ingen idé om, at han i virkeligheden er en svækling, der ikke engang kan gøre en flue fortræd.
[image=53783]
Men det hele begynder at falde lidt fra hinanden omkring fortællingens midtpunkt, hvor instruktørerne Benoît Delépine og Gustave de Kervern etablerer så mange sidespor, at DSB sagtens kunne melde filmmagerne til konkurrencestyrelsen. Alt for ofte monterer instruktørerne (som også skrev manuskriptet) deres kameraer foran skuespillerne og lader alverdens spøjse episoder og mindre bifigurer sluge spilletid og overskygge vores karismatiske hovedpersoner. Der er en lang passage, hvor Louise er helt ude af billedet, og når de to hovedpersoner omsider finder hinanden igen og drager af sted for at finde Louises tidligere overordnede, har man næsten glemt missionens rødder midt i al virvaret.
[image=53786]