[b]Læge uden grænser[/b]

Under betegnelsen “episk” burde der være et billede af David Lean i ethvert filmleksikon. Den engelske filmmager lavede flere af den slags storværker, som simpelthen ikke produceres mere – grandiose levende billeder skudt på nogle af planetens smukkeste locations i samarbejde med branchens dygtigste teknikere, tusindvis af statister og verdens bedste skuespillere. Lean redefinerede storfilmsgenren med mesterværker som “Broen over floden Kwai” og “Lawrence of Arabia”, der var med til at anspore folk som Steven Spielberg til at lave film.

Nøjagtig ligesom Leans førnævnte milepæle er “Doktor Zhivago” et storladent, omfattende værk. Igennem filmens i alt 200 minutter tager Lean os på en utrolig rejse, der strækker sig over adskillige årtier og utallige russiske kvadratkilometer. Det hele begynder med en stilfærdig scene i et lille lokale, hvor en russisk general, Yevgraf, udspørger en ung kvinde om hendes fortid. Generalen mener, at kvinden er datter til hans halvbror, den famøse læge/digter Yuri Zhivago, og han reciterer Zhivagos livshistorie for hende – tilsyneladende i forhåbningen om, at pigen vil erindre, hvem hendes forældre var.

Første gang, vi møder Zhivago, er han blot få år gammel. Hans far er skredet, og hans mor er netop død. Men gennem størstedelen af filmen er Zhivago en ung, ambitiøs læge i 30’erne spillet af Omar Sharif. Zhivago og resten af Ruslands borgere går hårde tider i møde efter oktoberrevolutionen i 1917, som kulminerer i henrettelsen af zarfamilien og efterfølges af adskillige års borgerkrig. Lean sammenstiller fornemt den blodige konflikts udvikling med de personlige stridigheder mellem personerne fra Boris Pasternaks berømte bog, som stadigvæk var bandlyst i Sovjetunionen, da filmen udkom i 1965.

“Doktor Zhivago” er en stor film med store billeder og store følelser, som den både skildrer og vækker. De store følelser udvindes først og fremmest af de romantiske intriger, som udspiller sig mellem både Zhivago og hans kommende hustru, Tonya, og hans flamme, Lara, som han støder på flere gange under sin odyssé gennem et krigshærget Rusland. “Doktor Zhivago” er lang, og dens midterdel bruger lidt for megen tid på spadsereture og togrejser, men filmens tålmodighed har dog den store fordel, at man virkelig kommer ind under huden på karaktererne og nærmest smittes af deres sorg og længsel, selvom Zhivagos fortid godt måtte være blevet gransket lidt mere.

Sammen med sine fotografer og kulissemagere, som brugte over et år på at konstruere filmens overdådige sets, har Lean skabt et fuldkommen troværdigt portræt af et krigshærget Rusland, som suppleres af Maurice Jarres tidløse musik. Men det er i lige så høj grad skuespillernes fortjeneste, at man bliver opslugt af fortællingen. Sharif er en af de bedste skuespillere, som aldrig har vundet en Oscar, og rollen som Zhivago er hans glansrolle. Egypteren er aldrig tilnærmelsesvis utroværdig som bleg russer – han er derimod eminent til at spille en retskaffen mand, der er god til at holde følelserne i skak, men som altid lader sin foragt for soldaternes umenneskelighed skinne igennem i sine længselsfulde øjne.

Alec Guiness er som altid superb i rollen som filmens fortæller, den lavmælte Yevgraf. Rod Steiger er næsten ugenkendelig og aldeles uforglemmelig som den frygtelige Komarovsky, der udnytter den unge, smukke Lara, som en henrivende, 23-årig Julie Christie portrætterer uden slinger i valsen. Kemien mellem Christie og Sharif slår gnister. Desuden er Charlie Chaplins datter, Geraldine, så charmerende og yndig i rollen som Tonya, at det ligeledes skærer i [i]vores[/i] hjerter, når Zhivago falder for Lara. Det er et mindre mirakel, at man bevarer sympati for Zhivago ovenpå den beslutning, men næsten intet synes at være hinsides Lean eller Sharifs evner, og filmen i sig selv er også et mindre mirakel – en dybfølt cadeau til kærligheden og menneskets viljestyrke.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/VC-1 2.35:1. Der er lidt utilsigtet snavs, et par halvslørede skud og få svingninger i farvetemperaturen, men for det meste ligner “Doctor Zhivago” en film, der nærmere er 4 år gammel end 45. Billedet er sædvanligvis pletfrit og knivskarpt – det er en fornøjelse at kunne nærstudere alle detaljerne i Leans talløse panoramabilleder. Farvegengivelsen er sædvanligvis også upåklagelig, og det samme er kontrasten. Detaljer drukner aldrig i billedets lyseste eller dunkleste afkroge, og hverken udtværing eller glorier forekommer.

[b]Audio[/b]

Diskens DTS-HD Master Audio 5.1-mix er praktisk talt renset for støj, og eftersom hoveddelen af replikkerne er eftersynkroniserede, er de altid tydelige. Maurice Jarres musik folder sig fornemt ud – indimellem via samtlige højtalere. Lydsporet er meget frontbaseret, hvilket ikke kommer som den store overraskelse, men der er flere effektive panoreringer, som ikke føles forcerede – såsom da et tog passerer lytteren via den højre baghøjtaler. Den auditive atmosfære er bedre end i de fleste jævnaldrende film. Det har en markant effekt, når man hører soldaterne beskyde hinanden i baggrunden via baghøjtalerne, og subwooferen giver også de dybeste lyde ekstra slagkraft uden at gå for meget til makronerne.

[b]Ekstramateriale[/b]

Skuespillerne Omar Sharif, Rod Steiger (som døde i 2002) og David Leans enke, Sandra, har indtalt et enormt fascinerende kommentarspor til filmen. Filmen er jo 200 minutter lang, så det overrasker ikke, at trioen indimellem holder nogle halvlange pauser. Men alle tre disker op med hobevis af informative og underholdende anekdoter undervejs.

Derudover medfølger adskillige fantastiske dokumentarer, som tilsammen varer omtrent tre timer og omhyggeligt gransker filmens tilblivelse. De er spækkede med spændende klip, billeder og interviews med Leans mange samarbejdspartnere foran og bag kameraet. Det er især rørende at høre om Pasternaks kamp for at få bogen trykt, hvorefter Stalin sendte forfatterens elskede til en arbejdslejr som straf. Desuden huser udgivelsen filmens trailer og lidt tekst om filmholdet og priserne, som filmen modtog. Ekstramaterialet præsenteres i 480p.