[b]I den syvende ugebladshimmel[/b]

Kristin Scott Thomas er normalt et gedigent kvalitetsstempel for de modne dvælende film, som hun oftest begiver sig rundt i på sikker solid facon. Hendes erfaring og dygtighed kan camouflere større og mindre flossede kanter hos manuskript, fotografering og medspillere. Det kaldes også [i]star-quality[/i]. Alt har imidlertid en begrænsning, og end ikke den fransktalende Kristin Scott Thomas kan redde den filmiske ugebladsnovelle “Lykken er lunefuld”.

Susanne er hjemmegående hustru, der føler sig forsømt af sin hårdtarbejdende og velhavende mand Samuel. De bor luksuriøst i Sydfrankrig sammen med deres to teenagebørn, men spenderer ikke meget tid sammen. Susanne ønsker at realisere sig selv og får overtalt Samuel til at bygge en hjemmeklinik, hvorfra hun kan arbejde som fysioterapeut. Den simple spanske håndværker Ivan sættes på byggeprojektet, men snart skal han ikke kun lægge rør ind i klinikken. Affæren udvikler sig imellem overklassekvinden og proletaren, men glæden viser sig kort, da den skindsyge og magtfulde Samuel afviser en skilsmisse.

Ovenstående taler egentlig for sig selv, men lad os alligevel kigge lidt nærmere på, hvorfor den 54-årige instruktør og manuskriptforfatter Catherine Corsinis “Lykken er lunefuld” er så tvivlsom og uudholdelig en film som tilfældet er. Det er hverken skuespillet eller fotograferingen, der halter. Kristin Scott Thomas er upåklageligt professionelt spillende i rollen som den forsømte overklassekvinde og leverer rudeduggende intense erotiske scener sammen med den spanske håndværker Ivan. På samme vis er Yvan Attal tilpas diabolsk og hævngerrigt kold som den besidderiske ægtemand. Det er bestemt ting at glæde sig over.

[i]”Hvorfor er lykken så lunefuld, og hvorfor er glæden så kort?”[/i] Hvis vi omskriver Lars H.U.G’s sangspørgsmål til: [i]”Hvorfor er ‘Lykken er lunefuld’ blevet så mislykket – hvorfor er glæden så kort?”[/i] så er de tre entydige svar: manuskript, manuskript og manuskript. Midaldrende Corsini har filmatiseret den mest stereotype af alle midaldrende kvinders novellefantasier: hjemmegående hustru har affære med den primitive håndværker. Selv om filmen er fransk, og selv om hustruen er Kristin Scott Thomas, så ændrer det ikke på, at indholdet basalt set er en primitivt nedladende ugebladsfantasi.

Filmen igennem står de ubegrundede klichéer i en alenlang kø for at komme til. Naturligvis er den hjemmegående overklassehustru ensom og forsømt. Naturligvis er hendes arbejdsnarkoman af en mand ond som satan selv, og endeligt er den spanske primitive håndværker selvfølgelig en storcharmør af rang, der knepper som en græsk halvgud. Hvorfor vælger Susanne pludselig at være sin mand utro – hvorfor? Vi ved det ikke, men det har måske heller aldrig været spørgsmål som ugens erotiske novelle har beskæftiget sig med. Derimod beskæftiger den sig typisk med kvalmende højdepunkter, som da Ivan fortæller om sin yndlingssang med titlen “Den syvende himmel”, som han straks bliver bedt om at fremføre af den ungpigeforelskede Susanne, der i det næste får sunget trussen af.