[b]Ingen vej tilbage[/b]

Et godt råd: Hav en ven i lokalet, før du smækker “The Road” i dvd-afspilleren. Hvis ingen af vennerne har tid, så ring til et familiemedlem, bank på hos naboen eller hiv fat i en tilfældig forbipasserende på gaden, for når filmen er forbi, har du brug for et knus. Det havde jeg i hvert fald.

Verden er gået under. Sådan da. En ukendt katastrofe har ramt Jorden, og de få overlevende bevæger sig rundt i en kold, gold og barsk ødemark, hvor solstråler og fuglekvidder er en saga blot. Hvis man er så heldig (eller uheldig?) at være i live, skal man ikke blot døje med sulten og kulden, men også hjerteløse kriminelle og kannibaler, som opmagasinerer levende mennesker i deres kældre, så de kan bruges i fremtidige måltider. Filmens hovedpersoner, en unavngiven far og hans ligeledes navnløse søn, bevæger sig gennem Nordamerika. De prøver at kæmpe sig frem til sydkysten, hvor de håber, at der er et eller andet… måske nogle mere medgørlige medmennesker eller bare en lille revne i den evigt overskyede himmel.

Det siger næsten sig selv, at denne forfærdelige og forfærdende fremtidsvision blev udtænkt af Cormac McCarthy – den pessimistiske, ekstremt talentfulde forfatter, som også skrev “No Country for Old Men”. Men hvor gamle mænd havde svært ved at indfinde sig i netop den bogs verdensbillede, er verdenen i “The Road” ugæstfri over for alle og enhver, og det er en verden, som instruktøren John Hillcoat gør uhyggeligt troværdig på film. Men han har jo også god erfaring på området efter at have lavet den fabelagtige australske western “The Proposition”, som også satte menneskets moral på spidsen i en ubarmhjertig ødemark.

Filmholdets computertroldmænd har skabt en endeløs, grå horisont plaget af røg og flammer, som omslutter de pulveriserede skove, dunkle tunneller og sønderknuste bygninger, som Hillcoat og fotografen Javier Aguirresarobe tager os uhyggeligt tæt på. Og musikken af Warren Ellis og Nick Cave er superb. Via små, subtile melodier og adskillige skingre toner kryber den for alvor ind under huden og gør filmens væmmeligste scener endnu sværere at sluge – nøjagtig som det er meningen. Sjældent har jeg set en sekvens så uhyggelig som den, hvor faderen og drengen bryder ind i en flok kannibalers krypt, hvor nøgne, lemlæstede mennesker vrider i smerte og frygt. Fy for pokker.

Det er let bare at svælge i depressive billeder, dystre dialoger og fortvivlede karakterer – bare spørg folkene bag “Saw”-filmene. Men som faderen selv siger til sønnen, så handler “The Road” først og fremmest om kampen for at “bevare ilden indeni”. Her mener han naturligvis viljen til at leve, og selvom filmen ikke just er opløftende, så er det umuligt ikke at blive rørt af faderen og sønnens forsøg på at bevare håbet i en håbløs verden, især idet sammenspillet mellem de to skuespillere er så stærkt. I rollen som faderen leverer Viggo Mortensen en følelsesladet pragtpræstation, som samtidigt er så underspillet, at han aldrig overskygger kollegaerne eller historien. Og 11-årige Kodi Smit-McPhee er nøjagtig lige så god som sønnen – fuldkommen naturlig og troværdig og aldrig tilnærmelsesvis irriterende. Vi falder øjeblikkeligt for duoen og dermed også deres søgen.

Robert Duvall er ligeledes fantastisk i rollen som en aldrende bums, som faderen og sønnen møder på deres farefulde odyssé. Da Duvall opremser de ting, han har mistet i katastrofen, er det svært at holde tårerne tilbage, og Hillcoats instruktion er nøjagtig lige så nænsom som Duvalls præstation. Uden nogensinde at lade sentimentalitet sive ind i filmen får instruktøren skabt en visuelt grusom, men følelsesmæssigt smuk hyldest til menneskets viljestyrke – til den indre flamme. Slutningen føles dog forhastet og påklistret, og det er også det eneste tidspunkt, hvor Ellis og Caves musik træder forkert, idet den stædigt forsøger at få os til at føle noget helt bestemt, hvor scenen ellers er meget tvetydig. Men det er let at tilgive en lidt skuffende slutning, når rejsen indtil da har været så gribende. “The Road” er ubehagelig, men uomgængelig.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. Transferet plages desværre af udtværing – især i nattescenerne, hvor der ofte forekommer banding. En sjælden gang imellem lader der også til at være farveblødning omkring skuespillernes ansigter, hvor det næsten ser ud, som om de har fået mørkegrønne mæslinger. Det sker dog kun sjældent, og billedsiden er for det meste skarp. Kontrasten er ofte udmærket, der er intet utilsigtet snavs, og i dagsscenerne gengiver transferet fint billedsidens kølige, blege look.

[b]Audio[/b]

“The Road” lyder langt bedre, end den ser ud. Disken indeholder både et DD5.1-lydspor og et DTS-mix, men DTS-sporet er at foretrække, idet det både har en større bitrate og en bedre bund. I en film som “The Road” er det ekstremt vigtigt, at den auditive atmosfære er gennemtænkt, så man aldrig er i tvivl om, at verden praktisk talt er gået under. Vi hører bl.a. eksplosioner og kollapsende træer i det fjerne. Effekten er markant, og når ødelæggelserne foregår lige foran kameraet, såsom da faderen og drengen oplever et stort jordskælv på nært hold, overrumples man af højtalernes højlydte bombardement. Men hverken replikkerne eller musikken overdøves.

[b]Ekstramateriale[/b]

Her er en håndfuld korte slettede scener, som blev sakset med god grund. En enkelt dokumentar (12 min.) byder desværre blot på få korte og forholdsvis overfladiske interviews med filmmagerne og Mortensen. Derudover er her trailere til en række af Scanbox’ andre dvd-udgivelser. Heldigvis er her også et udmærket kommentarspor med John Hillcoat, som er meget ærbødig, velformuleret og interessant. Det tager dog lidt tid for ham at komme op i gear. Kommentarsporet kører heller ikke helt synkront med billederne. Besynderligt.