[b]Når dørene åbnes på klem[/b]

For 45 år siden dannede en gruppe unge mænd med musikalsk tæft et rockband. Navnet blev The Doors. Det blev til adskillige albums og et hav af skandaleombruste koncerter, før bandet afgik ved døden sammen med dets karismatiske forsanger Jim Morrison. Det er rockhistorie af den helt store slags, som nu er omsat til dokumentarform i Tom DiCillos “When You’re Strange”.

Med afsæt i de politisk turbulente 60’ere, hvor attentater, borgerrettighedsbevægelser og Vietnamkrigen stod på den blodige menu, begynder filmen en rejse med rockbandet The Doors. Fra den spæde begyndelse, hvor den introverte poet Jim Morrison og keyboard-spilleren Ray Manzarek i Los Angeles fandt sammen med trommeslageren John Densmore og guitaristen Robby Krieger for at danne det legendariske rockband, der fik en brat ende ved Morrisons død i Paris i 1971.

Instruktøren Tom DiCillo fortæller med “When You’re Strange” i bedste [i]behind the music[/i]-stil om The Doors’ særegne karakter, den unikke lyd, om gruppens medlemmer og deres op- og nedture (særligt de sidste) – konstant med forsangeren Jim Morrison som det gådefulde og dynamiske centrum. Undervejs spinder det ene hypnotiske Doorsnummer efter det andet selvfølgelig på lydsiden, akkompagneret af billeder, der – når det fungerer bedst – er stemningsmættede fortolkninger – men når det er værst bliver lidt tamme illustrationer, som f.eks. når filmen ved Morrisons død viser en flamme, der går ud.

Formen er klassisk dokumentarisk, men befriende uden de sædvanlige [i]talking heads[/i] af folk, der ved dette og hint, og som kunne have smadret det rytmiske flow, som filmen nu besidder. Det bør også nævnes, at Johnny Depps fortællerstemme er særdeles velvalgt. Det er ikke uden en vis intertekstuel fryd, at man forbinder Depps stemme med Gonzo-journalisten Hunter S. Thomsons fra “Fear and Loathing in Las Vegas”. Som var det syrehovedet Hunter, der fortalte historien om et andet syrehoved, Morrison.

Som i Oliver Stones Doorsfilm fra 1991 udgør Morrison filmens vridende epicenter. Stone udlagde Morrison i Val Kilmers overbevisende spil som en indiansk shaman, der i syretrippets ekstase udvidede sin bevidsthed, men samtidig deltog i en hvirvlende dans mod selvdestruktion. Frem for shamanisme fokuserer DiCillo i stedet på spændingen mellem Morrisons utilpassede indadvendthed og rollen som provokerende og ombejlet ikon. I sin søgen efter svar på gåden Morrison graver DiCillo ned i breve, som blandt andet afslører et kærlighedsløst forhold til en far, der som admiral i den amerikanske flåde sendte bombefly ind over Vietnam, alt imens sønnen sang om død og undergang i “Riders on the Storm” og “The End”. Det er i sådanne sammenstød, at filmen står stærkest.