[b]My preciousssssss…[/b]

Kan den irriterende popdiva Mariah Carey spille skuespil? Og Lenny Kravitz? Ja, det kan de faktisk, men på trods af deres overraskende gode præstationer i “Precious” er det bestemt ikke de to megastjerner, som løber med opmærksomheden i en af sidste Oscaruddelings helt store overraskelser.

Den 16-årige Claireece Precious Jones synes at forsøge at klemme sig ned i så mange minoritetsgrupper og socialt belastede lag som muligt. Hun er sort, hvilket ikke er nogen dans på roser i 80’ernes Harlem, ekstremt overvægtig, kommer fra en fattig, voldelig familie og er gravid med sit andet barn, som er undfanget ved hendes egen fars incestuøse voldtægter. Når livet bliver for hårdt, trækker hun sig ind i sin egen verden af rigdom og glamour, hvor hun er stjernen, og intet kan røre hende. Endelig ser Claireece sin chance for et bedre liv, da hun får muligheden for at gå på en specialskole for særligt belastede unge. Men den sociale arv er som bekendt ikke let at bryde.

Der er mange fine ting at sige om “Precious”, men lad os for at få det af vejen med det samme begynde med filmens absolut største problem. Claireece har gjort det til en forsvarsmekanisme at forsvinde ind i sin egen fantasi, når de barske realiteter kommer for nær. Den forholdsvis uprøvede instruktør Lee Daniels har valgt at trække publikum med ind i denne drømmeverden, men det virker langt mere forstyrrende end engagerende. Første gang fungerer det udmærket, men derefter havde vi ikke behøvet mere end at se Claireece udefra, mens de grumme scener udspiller sig. I stedet flygter publikum sammen med hende væk fra virkeligheden, som derfor synes knap så voldsom og dermed drukner lidt af den empati, som filmen ellers spiller på. Det havde kort sagt virket stærkere, hvis filmen var blevet i den kolde virkelighed. Samtidig er der et mindre overforbrug af musik, der desværre ikke klæder historien.

Ligestillingen mellem hvide og sorte er endnu ikke nået til det punkt, hvor det kan lade sig gøre at have en en sort person som hovedrolle, uden filmen behøver at handle om raceproblemer eller “sorte problematikker” – det hører i hvert fald til sjældenhederne. Og når en sort skuespiller endelig har en hovedrolle, kan vi være sikre på, vi har at gøre med en overordentlig smuk person, der har en lys teint, så det bliver lidt lettere fordøjeligt for det hvide, lukrative publikum. I denne henseende går “Precious” heldigvis ikke på kompromis. Claireece, spillet af Gabourey Sidibe, er enormt mørk, og hun er med sin ekstreme overvægt ikke ligefrem nogen skønhed. Dette er en klar force, som gør historien mere troværdig, end hvis en yngre udgave af Halle Berry havde besat rollen.

Persongalleriet er i det hele taget blandt de ting, som fungerer allerbedst i “Precious”. Gabourey Sidibe er velvalgt til hovedrollen, men den største og mest overvældende præstation tilhører standupkomikeren Mo’Nique, som er løbet af med ikke mindre end 29 priser – inklusive en Oscar – for rollen som Claireeces mor Mary. På papiret fremstår hun nok ikke værre end så mange andre filmiske antagonister, men med Mo’nique bag rattet bliver rollen til en af de mest modbydelige personer, der længe har fået sit ansigt på celluloid. Især i en af filmens sidste scener, hvor hun atter engang står ansigt til ansigt med socialrådgiveren, leveres en sjældent overbevisende og stærk monolog, som uden tvivl er grundlaget for de mange vundne priser. Mo’nique bakkes desuden op af et dejligt gennemarbejdet baggrundskulisse, som udgør den skumle, gulbrune lejlighed, der skal forestille at være Claireeces tryghedszone – hendes hjem.

På trods af enkelte problemer, der nok var undgået af en mere rutineret instruktør, er det lykkedes Lee Daniels og manuskriptforfatteren Geoffrey Fletcher at omsætte bogen “Push” til en fin, lille socialrealistisk film. Historien er på trods af sine ekstreme temaer troværdig hele vejen igennem, og selv de mange socialt udsatte unge, sorte mennesker, som så ofte fremstår en tand for karikerede på film, undgår at falde igennem med klichéagtige, street-smarte replikker. Som europæer kan det være en anke, at filmen adresserer problemstillinger, der i nogen grad kun er relevante for amerikanere, men kulturforskelle kan vi heldigvis ikke undse os, og “Precious” fungerer ganske fint på trods.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1.85:1. Videotransferet på dvd’en er intet mindre end fremragende. Det er praktisk talt umuligt at finde en eneste komprimeringsfejl. Kontrasten svinger ikke en millimeter, og skarpheden er langt over gennemsnit. Der forekommer en del gryn – det er dog ikke i form af digital støj, men en del af den celluloid, filmen er skudt på. Det er sjældent, man ser så godt et transfer.

[b]Audio[/b]

På dvd’en findes to lydspor: Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1. Der er ikke den store forskel på lydsporene. Sub’en forbliver passiv hele filmen igennem, og surroundhøjtalerne gør heller ikke meget væsen af sig. I det hele taget er lydsporet en anelse kedeligt, men filmen er nu engang socialrealistisk. Niveauerne ligger som de skal, og de forskellige elementer klinger fint.

[b]Ekstramateriale[/b]

I ekstramenuen kan man finde fire små featuretter samt en enkelt slettet scene. I de første tre featuretter optræder der praktisk talt ikke en eneste hvid person. Det er sjovt og anderledes, eftersom den amerikanske filmindustri domineres af blegansigter, og man kan tydeligt fornemme, at filmens politiske temaer betyder meget for folkene bag kameraet. Interviewene virker knap så opstillede og samlebåndsagtige, som så mange andre af den slags plejer at være, men til gengæld er det hele en anelse for politisk korrekt. Ekstramaterialet ville få tre stjerner, hvis ikke det lige var for én ting: Sammen med filmen får man bogen bag, altså bogen “Push”, som dog har fået den “danske” titel “Precious”. Se, [i]det[/i] er ekstramateriale!