[b]Gang i hugtænderne[/b]

Det krævede et jævn kedeligt indslag og endnu et særdeles kedeligt, men efter to mislykkede forsøg er det omsider lykkedes for “Twilight”-serien at ramme den rigtige tone med denne tredje omgang teenage-vampyrer.

Ja vist, de weltschmerz-plagede unge er stadig de samme hensukkende størrelser, der stadig lader til at være fanget i en tilstand af evig længsel, men selvom indholdet grundlæggende er det samme, så er indpakningen denne gang lettere, mere fornøjelig at overvære og mindre plaget af sin egen selvhøjtidelige tone.

Manden, vi skal takke for det, er utvivlsomt David Slade, der med film som “30 Days of Night” og “Hard Candy” under bæltet denne gang har overtaget instruktørstolen, og som med al tydelighed viser sig at være opgaven langt mere værdig end nogen af forgængerne. Selvom ingen af vores trio af stjerner ligefrem overvælder os med deres talenter, så er de alle langt bedre her. Det gælder ikke mindst Bella, der tilbragte hele sidste film med at stirre intenst på sine sko, mens hun lød muggen og irriteret, men som her i langt højere grad opfører sig som en teenager burde. Vi får for første gang en fornemmelse af, at hun er ved at opdage sig selv, og at hun i bund og grund er ret så fremmed over for sine egne lyster og begær.

De opstår ikke mindst til den veltrimmede Jacob, hvis nyerhvervede status i ulveflokken har givet ham en selvtillid, som Bella ikke er immun over for. Dermed bliver der for alvor lagt op til drama i kærlighedstrekanten, hvor Edward og Jacob som to hanekyllinger konstant er ved at flå struben ud på hinanden i ren arrigskab. Sådanne scener har der allerede været lagt op til i de tidligere film, men Slade lader dem i højere grad spille sig ud som den kvindefantasi, de er. Hvilken teenagepige ville ikke gerne have gymnasiets to stege til at slås om sin gunst?

De tre får dog andet at tænke på, da en hær af nyudklækkede vampyrer er på vej, og det kommende slag giver filmen en chance for at spille mere med de visuelle muskler. Til trods for at actionscenerne er relativt få, så er de vellavede, selvom Slade må slås med de begrænsninger, som materialet giver ham – en kæmpe computerskabt ulv ser nu engang lige så latterlig ud, som den lyder. Samtidig med de dramatiske begivenheder i nutiden vises vi i flashback de forskellige oprindelseshistorier fra Cullen-familien og varulve-flokken. Beretningerne giver de nuværende begivenheder mere tyngde og føjer også mere substans til “Twilight”-universets ellers ret skrabede udformning.