I dokumentaren “Incident at Lock Ness” om det berømte søuhyre spørger en lokal guide instruktøren Werner Herzog, om ikke de mon i stedet skulle lave en film om, hvad det tvivlsomme bæst har betydet for lokalområdet. [i]”Nej”[/i] svarer filmmageren blankt – [i]”Den slags er til tv.”[/i]
[image=53801]
“Et raadhus til hverdag og fest” handler om det velkendte rådhus i København, der i sin tid blev tegnet af Martin Nyrop. Filmen følger kort hans ophav. Som så mange andre kunstnere var han fra starten tiltænkt en anden skæbne, men da de boglige evner ikke rakte til uddannelsen som præst, blev han i stedet uddannet tømrer og siden arkitekt. Herhjemme blev han en væsentligt eksponent for nationalromantikken, og han tegnede bl.a. den iøjefaldende gasbeholder, som i dag huser Østre Gasværk Teater. Københavns Rådhus blev dog hans hovedværk, selvom den blev til gennem en langvarig, besværlig og omfattende proces.
[image=53802]
Filmen er instrueret af christianitten Nils Vest, der i lignende ånd har lavet en række film om bemærkelsesværdige bygninger i Danmark. Heriblandt Vor Frue, Rosenborg og fristaden Christiania. At der bliver lavet film om så oversete emner som Danmarks bygningsværker kan man kun være taknemmelig over, og at Vest er fyldt af oprigtig passion og interesse for emnet skinner tydeligt igennem. Perioden bliver præsenteret omhyggeligt, og via moderne guider – som bl.a. inkluderer den tidligere overborgmester Ritt Bjerregaard – bliver bygningens moderne facetter præsenteret levende.
[image=53796]