[b]A-hold i B-film[/b]

Ligesom mange andre Generation-Y’ere voksede jeg op med “The A-Team” på flimmerkassen, dengang det stadig var populært at agere tv-seriens dumdristige helte på legepladsen. Men ligesom så mange andre tv-fænomener fra de synthesizerglade 80’ere, inklusive de nærtbeslægtede “Knight Rider” og “Airwolf”, har “The A-Team” mistet en del af charmen, siden den oprindeligt blev transmitteret. Stort set alle seriens 98 afsnit er skåret over samme læst, humoren er tit søgt, og actionsekvenserne – med deres familievenlige skuddueller, stunts og eksplosioner – fremtvinger oftere utilsigtet latter end adrenalin og svedperler.

Alligevel mærkede både undertegnede og talløse fans nakkehårene krible og vibrere, da traileren til filmatiseringen foldede sig ud i biograferne til tonerne af tv-seriens mesterlige kendingsmelodi. Nostalgi er sgu noget sært noget… Det musikalske tema optræder dog kun i få sekunder i filmen, som heller ikke byder på seriens mest berømte one-liner: [i]”I pity the fool!”[/i]. Det er dog forfriskende, at filmmagerne ikke bare plagierer kildematerialet, og så skildrer filmen i øvrigt fint det, der i sin tid var tv-seriens største force: Sammenspillet mellem de fire, forhenværende elitesoldater, som udgør fortællingens A-Team.

I rollen som holdlederen Hannibal indgyder Liam Neeson som altid stor respekt. Bryderen Quinton ‘Rampage’ Jackson overtager rollen som det rapkæftede muskelbundt B.A. Baracus fra 80’er-ikonet Mr. T, og Jackson håndterer både sine seriøse og sjove replikker med (lad os bare være ærlige) uventet stor overbevisning. I rollen som den karismatiske charlatan Face summer Bradley Cooper af charme og selvtillid, nøjagtig ligesom Derk Benidict gjorde for 20 år siden. Men Sharlto Copley stjæler filmen i rollen som den skrupskøre pilot Murdock. Vidunderet fra “District 9” er så dygtig en skuespiller, at han sagtens kan være vildt overgearet, uden at Murdocks intellekt bliver utroværdigt. Der er også en fantastisk kemi mellem mændene. Man tvivler aldrig på, at de har været gennem tykt og tyndt sammen, og især det komiske samspil mellem B.A. og Murdock, som var et af seriens varemærker, får latteren til at runge.

Men stort set alt andet ved “The A-Team” er middelmådigt eller værre. Først og fremmest er der ikke én eneste mindeværdig figur, hvis man ser bort fra det heroiske firkløver. Patrick Wilson får rig lejlighed til at snerre og skråle i rollen som arrogant CIA-agent, men han er snarere komisk end intimiderende, og den psykopatiske soldat Pike, som åbenbart er udset til at være historiens største skurk, ville blot have været en sidekick i de fleste andre actionfilm. Han er fuldstændig forglemmelig. Jessica Biel medvirker som en ambitiøs soldat, som jager A-Teamet, da de flygter fra ordensmagten efter en forkastelig fængselsdom, som Pike og Co. fik arrangeret. Men det romantiske forhold mellem Biels officer og Face føles ekstremt påtaget, fordi duoens scener er ultrakorte og ledsages af kikset klavermusik.

“The A-Team” følger desuden nøjagtig den samme skabelon som tv-seriens gængse episode. Vi har set det hele før – også i andre film og tv-serier. Heltene bliver forrådt, begærer deres uskyld, flygter, planlægger deres hævn, jager skurkene osv. Der er absolut ingen overraskelser i historien, der i næsten to timer ofte dovent og sløvt bevæger sig fra punkt A til B til C.. Instruktøren Joe Carnahan har ellers været ferm til at skrue thrillere sammen med masser af gedigne twists – deriblandt gennembrudsfilmen “Narc” og den undervurderede “Smokin’ Aces”.