[b]Den magiske barnepige svinger atter staven[/b]

De bedste børnefilm præsterer altid på en eller anden måde at etablere en dybde og stikke et lag længere ned end de andre af slagsen. Ja vist, ved et overfladisk første kig ligner de enhver anden børnehistorie komplet med nuttede dyr og falde på halen-komik, men skrab lidt af candyflossen af overfladen, og en anden fortælling dukker op.

Således var det med den første “Nanny McPhee”-film, og sådan er det også med denne fortsættelse, hvor der atter bliver brug for den usædvanlige barnepige. Filmen udspiller sig under Anden Verdenskrig, og landets mænd er sendt af sted, mens kvinderne er alene tilbage med børnene. Sådan er det også for Mrs. Green, der desperat forsøger på at få styr på sine tre uregerlige unger. Sammen bor de på en nedslidt gård med mudder og kolort.

Til dette knap så kønne landsted ankommer to overklassebørn fra byen, som er sendt dertil pga. tyskernes bombning af London. De to forkælede unger ser sig omgående sure på omgivelserne, og straks bliver situationen endnu mere kaotisk. Samtidig prøver Mrs. Greens slimede svoger at presse hende til at sælge gården med alverdens ufine metoder. Der er kort sagt hårdt brug for en hjælpende hånd.

Ind må atter træde den magiske barnepige, der som sædvanlig ankommer komplet med vorter og skæve tænder. Hun har nogle lektioner at lære børnene om samarbejde, tillid og mod, og som sidst følges hver lektion med en forsvunden vorte eller skæv tand, indtil McPhee til sidst er forvandlet til den kønne Emma Thompson, vi kender så godt, og som man efterhånden næsten længes efter at gense. Hendes transformation fra grimhed til skønhed følger derved også børnenes moralske udvikling og syn på omgivelserne, og på den måde er filmen også et stykke opbyggelig fortælling af den klassiske slags. Snart sker der mystiske ting på gården, sære dyr dukker op, en motorcykel flyver, og smågrise laver synkronsvømning.

Thompson har selv lagt pen til manuskriptet, hvis stil ligger et sted mellem “Babe – den kække gris” og “Harry Potter”. Handlingen krydres med læssevis af engelske karikaturfigurer, slapstick samt endda et par bøvse og prutte-vittigheder, som utvivlsomt vil gøre lykke hos de mindste, men som godt kan være lidt anstrengende for et ældre publikum. Det samme kan siges om eftersynkroniseringen til dansk, som er forståelig nok filmens målgruppe taget i betragtning, men som man som voksen gerne have været foruden, selvom den såmænd er ganske godt udført.