[b]En ørkenvandring[/b]

En lang serie og en spillefilm var åbenbart så meget, som man kunne trække denne franchise, der med dette nyeste indslag i rækken har efterladt den sidste smule charme og sjov i indkøbskurven og nu blot fortsætter som en slags parodi på sig selv.

De berømte piger er ikke længere kvinder af kød, blod og botox, men er nu blot reduceret til et par personlighedsløse mannequiner, der som omvandrende tøjstativer skal sælge produkter i denne meget lange reklamefilm for alverdens gejl.

Da vi sidste gang fulgte tøserne, var Carrie omsider blevet gift med sin drømmeprins i form af Mr. Big, men nu finder hun livet med ham temmelig kedsommeligt – hvilket dårligt kan undre i betragtning af, hvilket passivt mumlende vakuum, den mand er. De har tilsyneladende absolut intet tilfælles og intet at tale om. Hvad fordrev de mon tiden med før ægteskabet? I mellemtiden har Miranda sit hyr med en mandschauvinistisk chef, der behandler hende temmelig nedladende, og Charlotte er helt nedkørt over at skulle tage sig af sine børn, eftersom de hele tiden spilder kagedej på hendes designerkjoler. Da Samantha bliver tilbudt en rejse til Mellemøsten sammen med sine tre veninder, beslutter de sig derfor alle for at komme lidt væk fra det hele.

Rejsen til det eksotiske Abu Dhabi bliver imidlertid også det kardinalpunkt, hvor filmen for alvor kapper livlinen til resten af universet og holder op med at handle om noget, der bare minder om menneskelige væsner. Pigerne dukker op i et nyt perfekt farvekoordinerede tøjsæt pr. scene, og vi bliver trukket gennem den ene mere bizart overdådige opsætning efter den anden, mens vi gentagne gange hører dem udbryde [i]”Ih!”[/i], [i]”Åh!”[/i] og [i]”Nøj!”[/i] over al den virkelighedsfjerne luksus. Hvornår var det sidst, du så en film, hvor man brugte fem minutter blot på at introducere et hotel? Det er i det hele taget et godt spørgsmål, hvorfor filmen skal bruge 146 minutter på at fortælle en historie, der er så fattig på egentlig indhold, at den knap nok ville have kunnet udfylde et halvt af tv-seriens afsnit, og mens vi trækkes gennem den ene computerskabte location efter den anden, begynder kedsomheden stødt at snige sig ind på én. I det mindste havde den første film et slags plot og nogle observationer at handle om. Denne her har bare… lir.

Irriterende er det også at konstatere, at hver gang filmen synes at være tæt på rent faktisk at komme med et meningsfuldt budskab, så skal det straks undermineres af plat humor. Det gælder ikke mindst i en scene, hvor Samantha verbalt udfordrer det kvindeundertrykkende menneskesyn i Mellemøsten, men bliver reddet fra de rasende mænd af en gruppe kvinder, der tilsyneladende har designertøj gemt under burkaen(!)