[b]Med kameraet i skudlinjen[/b]

Længe inden de har set den, har diverse politikere allerede været ude og anvende “Armadillo” i politisk øjemed, hvorimod altid medievillige meningsdannere har omtalt den som et [i]”jordskælv i nationens selvforståelse.”[/i]

Sådanne overreaktioner vil utvivlsomt være med til både at højne opmærksomheden og sikkert også billetsalget for filmen, men på sin vis gør de den også en bjørnetjeneste. Jovist, der er masser af oplæg til debat i “Armadillo”, men den er ikke noget så banalt som blot en film med et for- eller imod budskab. Derimod er den et ganske nøgternt kig ind i en virkelighed, som de fleste af os så godt som intet forhold har til.

Filmen følger en gruppe unge soldater, der tager tårevædet afsked med familien i lufthavnen, inden de begiver sig til Armadillo-lejren, der er en af de danske forposter i Afghanistan. Med er imidlertid også instruktøren Janus Metz og filmfotografen Lars Skree, som ligesom de danske Jens’er måtte skrive testamente og brev til deres pårørende i tilfælde af, at de blev dræbt i løbet af de seks lange måneder, filmoptagelserne varede. Det var der god grund til, for de er selv med i farezonen på lige fod med soldaterne. De følger deres dagligdag på nærmeste hånd og er både med, når de kåde unge drenge ser pornofilm og laver godmodige drillerier, samt når de lange, kedsommelige ture afbrydes af dramatiske begivenheder.

Det er ikke et særligt opløftende billede af krigsindsatsen, der tegnes. Lokalbefolkningen er fanget mellem soldaterne og Taliban-styrkerne, mens deres levevej i form af afgrøder og kvæg omkommer i krydsilden. [i]”I må samarbejde med os for at skabe fred i området,”[/i] siger soldaterne til en lokal bonde, som uoverbevist svarer, at [i]”Hvis jeg gør det, kommer Taliban og skærer halsen over på mig.”[/i] Tydeligt bliver det også, hvor fremmede de danske soldater er i området, hvor det er næsten umuligt at skelne fjender fra civile, og ofte må de danske tropper se sig reduceret til ofre for de frygtede vejsidebomber.

Frustrationerne bobler op, og da endelig en mere reel kampudveksling indfinder sig, reagerer soldaterne med lynhurtig effektivitet. Berusede af sejren, adrenalinen og den overvundne frygt lader de ordene flyde frit, og som tilskuer er det ganske rystende at høre bemærkningerne om, hvor [i]”fedt”[/i] og [i]”sejt”[/i] det var, når man samtidig har set billeder af de maltrakterede lig. At de unge soldater måske har handlet overilet i blodrusen og angsten er dog trods alt forståeligt – mindre skønt er det at se den lynhurtige tilsløring, der foregår, hvor enhver form for snak om likvidering hurtigt manes til jorden.