[b]Rebelfilm uden grund[/b]

Unge, amerikanske Michael Cera er blevet en slags komikkens Paul Newman eller James Dean for sin generation. På samme vis som Newman og Dean oftest spillede oprørsk vrede unge mænd, så spiller Cera altid den kejtede, charmerende jomfrunørd, der ender med at få den dejlige, uopnåelige pige. Men siden gennembruddet med teenageflaben “Superbad” og den vidunderlige “Juno” så har Cera-filmene ikke ramt helt så rent. Han forsøger dog ufortrødent igen med den vanlige opskrift i “Youth in Revolt”.

Nick er ikke den populære fyr i skolen, men heller ikke den klassiske computernørd – han er bare klassisk. Han skriver poesi, lytter til Sinatra på grammofonen og ser Fellini-film, samtidig med at han naturligvis er lige så liderligt lystdrevet som alle andre teenagedrenge. På en tvungen ferie i en trailerpark med den fraskilte dullemor og hendes ubehøvlede fyr finder Nick imidlertid lykken og meget mere i den mystiske Sheeni, der dog mest er til Godard. Sommerflirten afbrydes til Nicks store fortrydelse, da ferien er forbi. Kunne Nick dog bare bo hos sin far, der har fundet job i ferieområdet, så ville han for evigt være sammen med sin elskede. Planen er klar, han må gøre oprør imod sin mor. Til at gøre det beskidte arbejde opfinder Nick på nærmest skizofren vis et vovet og hæmningsløst alter ego – Francois Dillinger. Ungdomsoprøret kan begynde.

I udgangspunktet er “Youth in Revolt” en velcastet film med genkendeligt komiske navne på plakaten såsom Steve Buscemi, Zach Galifianakis og så naturligvis Michael Cera, der spiller den karakter, han altid gør. Filmen lægger også for land som en klassisk teen-movie, hvor Cera som Nick i en voice-over fortæller, hvor forfærdeligt hans liv som misforstået teenager er. Så alt burde være i den skønneste, måske lidt ensformige, orden. Det er det bare ikke, langt fra. Hovedproblemet er Nick og Sheenis klassisk dannede personligheder og komikken, der drejer om fiffige referencer til Godard og Jean-Paul Belmondo, der på ingen måder rimer på humoristisk ungdomsoprør. Således er hele det komiske element ved alter ego-karakteren Francois Dillinger spundet over Belmondos karakter i Jean-Luc Godards nybølgeværk “Åndeløs” fra 1960, hvilket mildest talt virker malplaceret.

Udover det rodede og på det nærmeste ufærdige manuskript, der efterlader filmen med en næsten lige så fragmentarisk stil som tilfældet “Åndeløs” – her desværre bare ikke vilje – så er filmen stort set blottet for komisk timing, men til gengæld fyldt med fejldisponeret dialog. De, der kender til filmens mange klassiske referencer, vil enkelte gange trække overbærende på smilebåndet, alt imens de uindviede vil føle sig uinviterede til en rigtig ringe fest.

Et så svagt sammenhængende manuskript kan end ikke fænomenet Michael Cera rette op på, der ellers forsøger ihærdigt og ufortrødent, men lige lidt hjælper det. Værst bliver det, da Sheeni helt umotiveret pludselig får en storebror, der er glad for euforiserende svampe, som naturligvis bliver serveret for hendes stokkonservative forældre, der som følge heraf både griner og spiser med fingrene. Det er ikke her, man klukker lystigt af grin, men derimod lukkes øjnene, imens man tænker (på) “Superbad”.