Filmz
Fantastic Mr. Fox

Fantastic Mr. Fox

Medvirkende:

George Clooney, Meryl Streep, Jason Schwartzman, Bill Murray, Wallace Wolodarsky, Eric Chase Anderson, Michael Gambon, Willem Dafoe, Owen Wilson, Jarvis Cocker, Wes Anderson, Karen Duffy, Robin Hurlstone, Hugo Guinness, Helen McCrory

Instruktør:

Wes Anderson

Filmlængde:

88 minutter

Genre:

Komedie, Animation, Adventure

Fantastic Mr. Fox

[b]En fanatisk ræv[/b]

Hvis man kunne hælde bare lidt af den charme, som fosser ud af “Fantastic Mr. Fox”, på flasker, ville man have en sikker vinder. Det er et hjerteløftende nostalgisk værk, som glimter med herlig fortællerglæde.

[image=51508]

Filmen er et stykke analogt underholdning i den digitale tidsalder, og det virker næsten utænkeligt, at denne fortælling kommer til at havne på selvsamme butikshylder, hvor også de seneste stykker højteknologiske 3D-skabninger vil befinde sig. “Fantastic Mr. Fox” er noget så forældet som en stop-motion-film, og den ganske todimensionale fremtoning er så udtalt, at den til tider fremstår som en side fra den børnebog, hvor beretningen stammer fra.

Historien, der er hentet fra Roald Dahls børnehistorie og er skrevet af Wes Anderson og den hyppige medforfatter Naoh Baumbach, handler om ræven Mr. Fox, som engang var en dristig hønsetyv, men som lover sin hustru at opgive den farlige profession, da han bliver far. I stedet bliver han avisskribent, men efter mange års stilstand mærker han trangen til atter at lave et lille listigt kup. Uheldigvis vælger han at forsøge sig hos landets mest nederdrægtige gårdejere, og snart har han sat ikke blot familiens men hele nabolagets sikkerhed på spil. Mr. Fox må udnytte de selvsamme evner, som har skaffet dem alle sammen i fedtefadet, til at redde dem ud af det igen.

[image=51511]

Måske er der noget i tidsånden, eller måske er det blot et spøjst tilfælde, at to af Hollywoods mest originale filmskabere, Wes Anderson og Spike Jonze, har kastet sig ud i film, der udspiller sig i en børnebogsverden, samtidig. Filmen repræsenterer Wes Andersons første forsøg med en hel animationsfilm, selvom der også var et par enkelte animerede sekvenser i “The Life Aquatic”. De var skabt af Henry Selick, der også arbejdede på denne film, inden han droppede ud for at hengive sig til “Coraline”. Hans ånd er dog ikke lagt fra “Fantastic Mr. Fox”, og ej heller er vi langt fra de verdener, som Wes Anderson skaber. Mange af de typiske træk såsom den lettere dysfunktionelle familie, de langsomme kamerabevægelser fra venstre mod højre og et par ualmindelig velplacerede popsange er alle tilstede.

Den charmerende og veltalende familiepatriark Mr. Fox er ganske vist ikke helt så løgnagtig som Gene Hackmans figur i “The Royal Tenenbaums” eller så verdensfjern som Bill Murrays Steve Zissou, men han er heller ikke ligefrem indbegrebet af stabilitet og sikkerhed. Fortællingen stiller et bestemt mål op – i dette tilfælde dyrenes overlevelse – men ligesom i andre af Wes Andersons film lader han til at være langt mere interesseret i de sociale spil inden for familien end i nogen ekstern målsætning. Det bliver også filmens styrke, eftersom det er i den humoristiske, men indimellem også ret alvorlige side af fortællingen, at ens interesse for alvor indfanges. Det gælder ikke mindst historien om den oversete søn samt det ikke ukendte fænomen, at faderens sociale ambitioner bliver kilde til læssevis af problemer.

[image=51510]

Kort om filmen

Mr. Fox er tidligere mestertyv. Mr. og Mrs. Fox lever et idyllisk liv sammen med deres søn Ash og nevøren Kristofferson. Men efter 12 år i fred og fordragelighed bliver det lovlydige liv for meget for Mr. Fox’ dyriske instinkter. Han ryger tilbage til sine gamle vaner som en snu hønsetyv, og herved sætter han ikke kun sin egen elskede familie i fare, men også alle de andre dyr i deres lille samfund.

Ads by MGDK