[b]Knap så cool[/b]

Den største nyhed inden for filmverdenen sidste år – altså set ud fra et finansielt synspunkt – var vel “Avatar”s banebrydende omsætning på knap tre milliarder dollars. Men for denne anmelders vedkommende var det en overraskelse af omtrent samme format, at “Ice Age 3 – Dinosaurerne kommer” omsatte for 884 millioner dollars og samtidigt cementerede sin plads på listen over de 20 bedst omsættende film til dato, ikke medregnet inflation.

Den enorme succes var ikke kun uventet, fordi den foregående film i serien “blot” havde omsat for 655 millioner dollars, eller fordi etteren havde scoret “sølle” 383 millioner, men også fordi “Ice Age 3 – Dinosaurerne kommer” er en fuldstændig anonym animationsfilm, som ikke skiller sig ud fra mængden. Den er på højde med trilogiens midterdel, og nøjagtig ligesom toeren er treeren flot, farverig og forglemmelig. Næsten alt i filmen tangerer det middelmådige – lige fra den forudsigelige falden på halen-humor til karaktererne, som alle har et stævnemøde med glemmebogen. Ligesom i de to første film er det et stumt, lille egern, der kun optræder i få minutter, som stjæler filmen – de andre figurer kan slet ikke måle sig med det kære kræ.

Her er ingen spændende karakterudvikling af Pixar-varianten. Da filmen starter, er der ellers lagt i kakkelovnen til en fyrstelig blanding af børnevenlig underholdning og voksenorienteret satire. Mammutten Manny er ved at blive far, dovendyret Sid har seriøse familiekomplekser, og sabeltigeren Diego savner et sted, hvor hans dræberimpulser kan få frit løb. Rollen som nybagt forælder, familieproblemer og midtvejskrise? Ambitiøs agenda! Men ingen af de tre dyr gennemgår nogen nævneværdig forvandling. Mammutternes graviditet bliver bare en undskyldning for platte vitser, Sid gider pludseligt ikke længere bruge krudt på sine problemer (han er trods alt også et dovendyr), og Diegos interesse i nye græsgange fordufter som ved et trylleslag af uransagelige årsager. Øv!

Der er altså ingen grund til at tro, at man ikke ville kunne se og forstå alt i den netop annoncerede “Ice Age 4”, hvis man ikke havde set treeren. Men køl ned… [i]Så[/i] dårlig er filmen jo heller ikke, og hvorfor skulle alle nutidens animationsfilm da også følge i Pixar-pionerernes fodspor? Er det ikke okay bare at stile efter en uforpligtende omgang spas? Jovist. Selvom det selvfølgelig er lidt ondt af filmen at dingle sit enorme potentiale foran tilskuerens tryne for dernæst at spilde det uden at blinke. Men vildt morsom bliver filmen desværre heller aldrig. Mild kluklatter og små træk på smilebåndet er oftest det eneste, filmen fremtvinger, idet diverse dyr jævnligt gokker hovederne sammen, glider på halen og taler med høje, heliumpåvirkede stemmer.

Det førnævnte egern, en kæphøj gazelle og en skør, enøjet væsel indkasserer de fleste og højeste grin – pudsigt nok er de alle mindre bifigurer. Bill Hader og Simon Pegg lægger stemme til de to sidstnævnte kreaturer, som gerne måtte have medvirket mere, og d’herrers entusiasme skinner for alvor igennem i deres stemmer. Peggs væsel har en charme og en fandenivoldsk attitude, som de andre figurer savner. Det har altid været let at klandre “Ice Age”-filmene for ikke at være så flotte som Pixars projekter, men det er hovedsageligt, fordi “Ice Age” har en særlig stil, der er mere ru og firkantet end Pixars’. Men der er altså adskillige bjergtagende billeder, figurerne er flot animerede, tempoet er højt, og John Powells musik er nydelig, om end en smule rutinepræget – ligesom filmen.

[b]Video[/b]

Ligesom de fleste andre 3D-animationsfilm ser “Ice Age 3 – Dinosaurerne kommer” simpelthen perfekt ud i HD. Billedet er skarpere end en sabeltands gebis, farverne er rene og appetitlige, kontrasten er solid som cement, og hverken edge-enhancement, udtværing eller snavs forekommer nogensinde.

[b]Audio[/b]

DTS-HD Master Audio 7.1-lydsporet er forbavsende tandløst. Baghøjtalerne tages sjældent i brug, i stedet står de tre fronthøjtalere for leverancen af langt de fleste lydeffekter. Musikken folder sig indimellem ud i baghøjtalerne, og der er også enkelte gode panoreringer, som benytter dem, men ellers er højtalerne forholdsvis tavse. Det er en skam, idet mange sekvenser ville have haft en langt større gennemslagskraft, hvis lydsiden havde turdet været mere storladen og bombastisk. Subwooferen er ikke voldsomt aktiv, men de dybe toner har en dejlig rumklang, og høje toner gengives også fornemt. Derudover er der ingen støj eller overstyring, og replikkerne er altid tydelige.

[b]Ekstramateriale[/b]

Et væld af filmens bagmænd – deriblandt instruktørerne – har indtalt et kommentarspor til filmen. Instruktøren Carlos Saldanha prøver at gejle de andre deltagere op i starten, men de forskellige mænd og kvinder forbliver kedelige at lytte til. Filmen og kollegaerne bliver rost til skyerne, men interessante anekdoter om filmens tilblivelse udebliver i lange passager. “Ice Age Storybook Maker” er et interaktivt program, som giver dig mulighed for at lave dit eget billedalbum med billeder fra filmen. De mindste vil måske finde det meget sjovt, men voksne vil nok kede sig, og interfacet er kluntet. “Buck’s Survival Guide” er en anden interaktiv funktion. Hvis man aktiver den, bliver man præsenteret for flere informationer om bl.a. filmens dyreliv og miljø under filmen.

Cirka 51 minutters dokumentarer er inkluderet. De er alle velproducerede og familievenlige, og de omhandler primært filmens look og den ægte istid. Derudover medfølger et par ufærdiggjorte slettede scener, en musikvideo og tre nye fyrstelige kortfilm (samlet varighed: ca. 20 min.) med egernet Scrat som omdrejningspunkt. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p bortset fra de slettede scener, som præsenteres i 480p. Desuden medfølger både dvd-udgivelsen og en digital kopi af filmen.