[b]Hellere myten end sandheden[/b]

Tegneseriefilmatiseringer er blevet tiltagende populære, men det er alligevel nok de færreste, der vil være klar over, at de faktisk ser en af slagsen, hvis de indløser billet til “Gainsbourg – Manden, musikken og myten”.

Filmen bygger på en tegneserie om Serge Gainsbourg skrevet Joann Sfar, der her også har bragt sit værk til lærredet som debuterende spillefilminstruktør. Filmen handler om den berømte og berygtede visesmed, kvindebedårer og drukmås Serge Gainsburg. Man skal nok være temmelig frankofil for at have et decideret nærgående kendskab til manden, men de fleste kender ham om ikke andet via den iørefaldende sexede popsang “Je t’aime… moi non plus”, hvor en kvindes henførte orgasmelyde bliver en del musikken.

Gainsbourg er da også en fascinerende karakter, hvor rygterne og sandheden blandes sammen. Som John Ford ville have sagt det: [i]”Når legenden bliver fakta… så tryk legenden,”[/i], og det er også, hvad Joann Sfar har valgt i filmen. Snarere end sædvanlig biopic, hvor vi følger en relativt troværdig beskrivelse af den unge Gainbourgs liv, vælger Sfar fra starten at bryde med al realisme, og vi præsenteres i stedet for et surrealistisk fantasiunivers, hvori Gainsbourg bliver ledsaget af en kæmpemæssig karikeret papmache-agtig figur, der repræsenterer hans skyggesider.

Fra barnsben er han udstyret med et grimt, men dragende ansigt, og vi møder ham som dreng, hvor han allerede drages mod kvinderne og malekunsten. Musikken – som mest består af dræbende kedelige klaverlektioner – bryder han sig derimod ikke meget om, og det er en af hans livs ironier, at det ikke desto mindre bliver den, han må klare sig med, eftersom hans evner som maler viser sig at være beskedne. I stedet bliver det et liv med viser, som han havde en duperende evne til at udforme. Mange affærer bliver det også til. Mest berømt er den med superblondinen Brigitte Bardot, som spilles overbevisende af Laetitia Casta, der ligesom den unge Bardot selv ligner noget fra en tegneserie.

Filmen gør dog ikke meget for at holde seeren i hånden, og det vil utvivlsomt være en fordel at læse Gainsburgs wikipedia-opslag, inden man ser filmen, der til tider er temmelig indforstået. Man får ikke forklaret omstændighederne bag Gainsbourgs version af Marseillaisen, og man skal selv gætte sig til, at den nuttede englænder, som Gainsbourg omsidder kaster kærligheden på, faktisk er Jane Birkin. Deres datter, skuespilleren Charlotte, så vi for øvrigt for nyligt som hovedrolleindehaver i Lars von Triers “Antichrist”.