[b]Verdens uhyggeligste film?[/b]

Tilbage i 1999 kom en film, som gav gysergenren et forfriskende pust. “The Blair Witch Project” hed filmen, som skræmte folk fra vid og sans og blev den bedst sælgende film nogensinde set i forhold til produktionsomkostningerne, som lød på sølle 22.000 dollars. Hvad var så opskriften på denne uomgængelige succes? Jo, man bildte såmænd bare publikum ind, at optagelserne var ægte. Og folk hoppede på den. Det er nu 11 år siden. En ny generation, som ikke nødvendigvis kender til “The Blair Witch Project”, er kommet til, og konceptet kan dermed gentages. Denne gang med et endnu mindre budget, men til gengæld langt mere skræmmende.

Hele livet har Katie været forfulgt af mærkelige, overnaturlige hændelser. Hendes elektronikbegejstrede og skeptiske kæreste, Micah, beslutter sig for at dokumentere de skumle, natlige hændelser, som plager Katie – om ikke andet så for at få lov til at købe et nyt videokamera. Der går ikke længe, før han får noget i kassen, men endnu ikke noget, han ikke mener at kunne forklare videnskabeligt. Meget imod Katies vilje begynder Micah at fremprovokere voldsommere hændelser, og inden længe må parret indse, at de kæmper mod stærkere kræfter, end de kan håndtere.

“Paranormal Activity” er som sagt skudt ud fra samme opskrift som “The Blair Witch Project”. I begyndelsen informeres seeren om, at filmen består af de videoklip, som blev fundet i parrets hus. Og her er virkelig tale om en god gang hjemmevideo, med alt hvad den slags medfører: dårlige kompositioner, rystede og håndholdte kamerabevægelser, underbelyste billeder osv., som samlet giver filmen netop det udtryk, historien kræver.

En så effektløs og nøgen fortællestil kræver overbevisende skuespil, idet de elementer, vi normalt forventer af en biograffilm, er barberet helt og aldeles væk. Begge hovedroller påtager deres ansvar og gør det med bravour. Man er aldrig i tvivl om, at Katie er skræmt fra vid og sans i en grad, så hun med jævne mellemrum synker ned i en depressiv tilstand, der frarøver hende enhver lyst til at fortsætte kampen mod de overnaturlige kræfter. Ligeledes formår Micah Sloat at portrættere sin karakter af samme navn med den fornægtende attitude, som kendetegner hardcore-rationalister og empirister.

Gysergenren har altid været lidt af en udskældt outsider, idet konceptet om [i]det uhyggelige[/i] varierer så meget fra person til person, at netop det, som én finder skræmmende, finder en anden plat og ufrivilligt komisk. Samtidig må filmindustrien kæmpe med et stadigt mere forhærdet publikum, som ikke lader sig skræmme af hvad som helst. “Paranormal Activity” er gået i en anden retning end mainstream-Hollywood, som ofte udpensler for mange ting for publikum. Filmen gør i stedet brug af antydninger, så der stadig overlades noget til seerens egen fantasi. Det fungerer langt bedre, da det er betydeligt nemmere at piske en stemning op i sit eget hoved end i andres.

Første gang, man ser “Paranormal Activity”, er det let at blive skræmt halvt ihjel, hvis altså man er typen, som reagerer på gys i denne genre. Det er det også anden gang. Men nogen langtidsholdbar film er den ikke. Ser man bort fra konceptet og skærer ind til benet, er der ikke meget historie, og karaktererne er – trods skuespillernes flotte præstationer – ikke interessante nok i længden. Men gyserfilm bygger nu engang ofte på det flygtige chok, som ikke nødvendigvis holder i flere omgange, og ud fra det synspunkt leverer “Paranormal Activity” så absolut varen. Og så er det jo også dejligt engang imellem at få bekræftet, at man ikke behøver en formue for at lave gode film.

[b]Video[/b]

Ironisk nok byder filmen med sine halvgrimme hjemmevideo-billeder på et fint transfer. Farverne står klart, kontrasten er stabil, edge-enhancement er totalt fraværende, og skarpheden er rimelig. Eneste komprimeringsfejl er en del banding i skyggerne og digital støj i de mørke scener, men det passer ind i stilen og er derfor ikke en gene.

[b]Audio[/b]

Dolby Digital 5.1 og DTS 6.1. Hvordan uddeler man en karakter til et lydbillede, som er designet til at lyde amatøragtigt? Havde lyden været bedre, ville filmen blive utroværdig. Udover et velplaceret bump og en lavfrekvent drone i sub’en gøres der kun brug af stereokanalerne. De lyder fint, men naturligvis ikke bedre, end hvad en god kameramikrofon kan præstere. Set ud fra filmen som helhed er lyden perfekt, men hørt med den audiofiles kritiske og 5.1-tunede ører må den siges at være temmelig dårlig. Karakteren må i sidste ende blive et kedeligt kompromis.

[b]Ekstramateriale[/b]

På dvd’en kan man få lov at se filmens alternative slutning. Den er en tand bedre end den originale, men faktisk findes der en helt tredje slutning, som af en eller anden grund ikke er inkluderet. Det er ærgerligt, for det er langt den bedste.