Filmz
Jeanne d’Arcs lidelse og død

La passion de Jeanne d'Arc

Medvirkende:

Maria Falconetti, Eugene Silvain, André Berley, Maurice Schutz, Antonin Artaud, Michel Simon, Jean d'Yd, Louis Ravet, Armand Lurville, Jacques Arnna, Alexandre Mihalesco, Léon Larive

Instruktør:

Carl Theodor Dreyer

Filmlængde:

97 minutter

Genre:

Drama

Jeanne d’Arcs lidelse og død

[b]Et uafrysteligt mesterværk[/b]

Det er næppe sandsynligt, at nogen, der nogensinde har set “Jeanne d’Arcs lidelse og død”, vil kunne glemme Maria Falconettis ansigt bagefter. At sige, at hun brænder gennem lærredet, er sådan en utilstrækkelig beskrivelse for hendes præstation i filmen. Hun brænder gennem lærredet, over biografstolene og direkte ind i sjælen.

[image=52340]

Hendes uforglemmelige træk er det lærred, hvorpå danske Carl Th. Dreyer maler sin kompromisløse, radikale og ganske uafrystelige stumfilm om den franske heltindes martyrium. Det er en af de få film, hvorom man uden den mindste tøven kan konstatere, at den ikke ligner noget som helst andet.

Allerede omstændighederne omkring dens skabelse vakte diskussion. Dreyer havde vakt positiv opmærksomhed i Frankrig med “Du skal ære din hustru” og blev tildelt et betydeligt budget til at skabe et historisk drama om den legendariske figur. Resultatet blev dog et ganske andet end forventet. Dreyer kasserede manuskriptet og baserede i stedet handlingen på referatet fra Jeanne d’Arcs retssag, som vi følger mens de hykleriske præster piner og plager hende i forsøget på at få hende til at knække sammen. Omfattende kulisser blev bygget, men de kan knap nok ses i filmen, der hovedsageligt består af ekstreme nærbilleder, hvor alle regler for kontinuitet brydes, hvilket bevidst gør værket disorienterende. Vi er lige så fortabte i denne virkelighed som Jeanne selv.

[image=52341]

Filmen er bemærkelsesværdig af utallige årsager, men måske mest af alt på grund af den afstand, den lægger til konventionelle kostumedramaer. Dreyer udstyrede de engelske soldater med moderne hjelme, og det sparsomme udstyr samt de nøgne vægge er med til at gøre værket så tidløst. Den lader til at kunne være lavet i 1400-tallet, i 1928 eller i går. Der er ingen forlorne postkort-opsætninger, ingen blomster eller kønne sager, blot det minimalistiske og gennemtrængende menneskelige drama. Afgørende for dens virkning er utvivlsomt også, at den er en stumfilm. Tale ville bringe for megen distance ind i universet, som i stedet forbliver rene nøgne billeder.

Optagelserne blev en prøvelse for Falconetti, og historierne fortæller om, hvordan Dreyer tvang hende til at antage smertefulde siddestillinger, således at hendes ansigtsudtryk ville signalere en undertrykt indre smerte. Resultatet er overvældende og hjerteskærende. Som den amerikanske filmkritiker Pauline Kael sagde, er det muligvis den største skuespilspræstation nogensinde fanget på film, og sat overfor præsternes hoverende hoveder gribes man af indignation og medfølelse. Rystende er også filmens næsten profetiske side, og da Falconetti brutalt kronrages, og det umuligt ikke at tænke på de menneskeudryddelser, som efterfølgende skulle foregå på det europæiske kontinent.

[image=52338]

Galleri

Ads by MGDK