[b]95 minutters kærlighed[/b]

Engang imellem brager en næsten ukendt instruktør igennem med en film, der tager alle med storm. Sam Mendes gjorde det med “American Beauty”, Tarantino med “Reservoir Dogs”, Danny Boyle med “Trainspotting”, Spielberg med “Dødens gab”, Neill Blomkamp med “District 9” osv. Med “500 Days of Summer” har Marc Webb skubbet sig vej ind på den eksklusive liste, og man kan med sikkerhed sige [i]ham kommer vi til at se mere til,[/i] for instruktøren er netop udset til at overtage den lukrative Spider-Man-franchise fra Sam Raimi.

Tom Hansen er typen, der tror på ægte kærlighed, den eneste ene, til døden os skiller osv. Da han en dag møder den fantastiske pige Summer Finn, er han ikke et øjeblik i tvivl om, at han har fundet den rette. Hun er sød, sjov, intelligent, smuk og har til og med god smag. Men hvor Tom foretrækker klare linier, er Summer mere flyvsk – hun bryder sig ikke om etiketter som “kærester” og “fast forhold”, og langsomt, men sikkert begynder det at gå Tom mere og mere på, at han ikke ved, hvor han har sin drømmepige.

Der er nok ikke noget emne, der er lavet flere film om end kærlighed á la [i]dreng møder pige[/i]. Temaet er da også et åbenlyst valg, da langt de fleste af os har erfaringer, som gør os i stand til at relatere til genren. Men hold kæft, hvor er der meget lort. Det er sjældent, man får mere end blot en overfladisk sympati for hovedrollerne, og filmene er for det meste glemt efter ca. fem minutter. Men engang imellem bliver man ramt. Engang imellem støder man på en film, som stikker en kniv lige i hjertet på én og rammer der, hvor det både gør ondt og godt. “Evigt solskin i et pletfrit sind” og “Den fabelagtige Amélie fra Montmartre” er begge gode eksempler. “500 Days of Summer” er ikke helt i samme liga, men den har mange af de rigtige elementer.

For at en kærlighedsfilm kan ramme plet, skal man først og fremmest kunne forelske sig i en af hovedpersonerne. Det er meget at kræve af en film på maks. to timer, men det lykkes for nærværende film – det er nemlig ikke muligt at undgå at forelske sig i Zooey Deschanel i rollen som Summer. At kalde hende guddommelig ville være forkert, nej, hun er så fantastisk menneskelig, som man kan være. På ingen måde fejlfri, men med en kær excentricitet, så man tilgiver hende alt. Hvordan spiller man som mandlig hovedrolle op til sådan en kvinde? Se filmen og tag ved lære af Joseph Gordon-Levitt, som er fremragende i rollen som den søde Tom Hansen.

“500 Days of Summer” fortælles fragmenteret gennem flashbacks og -forwards, og hvad der helt præcist er nutiden bliver aldrig helt klart. De mange flashforwards giver beskueren en ide om, hvad der kommer til at ske, mens flashbacks’ene planter små hints om de kommende situationer, hvilket resulterer i en fint sammenhængende historie, som vækker nysgerrigheden. Det passer glimrende ind i filmens postmodernistiske stil med pludselige klip af folk, som taler til kameraet, og en enkelt dansescene inspireret af 1940’ernes musicals, som overraskende nok ikke falder ved siden af.

Hvis du endnu ikke har set “500 Days of Summer”, så få endelig fat i den. De to hovedroller gør et flot stykke arbejde i deres meget realistiske portræt af en kærlighedshistorie, der kun kan ende… godt eller skidt? Det skal ikke afsløres her. Se hellere filmen og sæt tankerne i bakgear til dengang, du oplevede den største forelskelse – på godt og ondt. Har du ikke haft den endnu, så er der både noget at frygte og glæde sig til.

[b]Video[/b]
Præsenteret i 2.35:1. Dvd’en byder på et rigtig flot transfer. Farverne er klare og naturlige, og artefakter som edge-enhancement og farveblødning er bogstaveligt talt helt ude af billedet. Kontrasten er god med meget få udsving, og skarpheden er næsten i top. Der forekommer en anelse grums, men det er overordnet set meget velkontrolleret.

Ligesom videotransferet er også lydsporet ganske glimrende. Filmen indeholder enormt meget musik, som er meget dikterende for stemningen, men for en gangs skyld er det ikke generende. Musikken er valgt med omtanke og er en aktiv medspiller i historien. Resten af lydsporet er en smule kedeligt. Det hele lyder dog flot med en sprød dialog og en god fylde i musikken. Dolby Digital 5.1.

[b]Ekstramateriale[/b]

På dvd’en forefindes en god håndfuld slettede og udvidede scener. De er meget hyggelige at se på, men ikke videre sindsoprivende. Det er derimod dvd’ens specielle funktion, som tillader brugeren at kopiere filmen til enten computeren eller en bærbar medieafspiller som f.eks. en iPod – dog kan filmen kun vises på den enhed, som den kopieres til. Skide smart – hvis altså funktionen ikke var designet af sinker. Hele proceduren forløber nemt, men filmen bliver lavet om til .wmv-formatet, som

a) ikke kan afspilles på en Mac (som standard)
b) ikke kan afspilles på de fleste bærbare enheder som f.eks. iPod

Det er ufatteligt, hvor dumme professionelle mennesker kan få lov at være! Formatet hedder mp4, hvis filmen skal kunne afspilles på bærbare enheder – det ved alle, som arbejder med kodning af digital film, måske med undtagelse af dem, der skal forestille at gøre det som en del af deres job.