[b]Being Paul Giamatti[/b]

Den primære kilde til morskab i “Cold Souls” ligger i det faktum, at selve handlingen er så total vanvittig, men at alle implicerede behandler den som om, den var fuldstændig rimelig.

Her præsenteres vi for skuespilleren Paul Giamatti – spillet af skuespilleren Paul Giamatti, der nærmest laver en slags selvparodi over sin velkendte filmpersonlighed som en små-gnaven og neurotisk størrelse. Han er netop i gang med en teateropsætning af Tjekovs “Onkel Vanja”, hvori han spiller hovedrollen. Uheldigvis så tærer rollen på Giamattis kræfter, og han føler sig så nedtrykt og udmattet, at han knap nok ser sig i stand til at gennemføre prøverne. Der er imidlertid en løsning på den slags sjælelige kvaler i form af en klinik, hvor man for et mindre salær kan få bortopereret sin sjæl og lagt den på lager, til man skal bruge den igen.

Giamatti gennemgår behandlingen, og pludselig er hans depressive side væk, og han går til rollen fyldt med nydelse, energi og glæde – og er dermed også pludselig blevet en ganske rædselsfuld skuespiller. Han ser derfor intet andet valg end at påtage sig sin gamle sjæl igen, men det viser sig at være sværere end først antaget, da skuespilleres sjæle er en eftertragtet vare på den russiske sortbørs.

Det er med lavmeldt klukken snarere end en højlydt latter, vi følger scenerne i “Cold Souls”, som anvender satire og stilfærdige sidebemærkninger i en lind strøm. Vittighederne siges, som om de ikke var morsomme, og uanset hvor komplet absurde begivenhederne udvikler sig, bliver skuespillerene ved med at omtale dem med stor alvor. Af samme grund er det også et lune, der langsomt sniger sig ind på én efterhånden, som man vender sig til filmens udtryksform. Dens udformning og metalaget vækker minder om Charlie Kaufman-film som “Being John Malkovich” og “Evigt solskin i et pletfrit sind” iblandet en bid af Woody Allens mest syrede film, og faktisk så udtænkte filmens debuterende instruktør og manuskriptforfatter Sophie Barthes oprindeligt manuskriptet med Wood Allen i tankerne som hovedrolleindehaver. At Barthes har talent for henkastede bemærkninger lader sig dårligt skjule, og hun fylder manuskriptet med små herlige detaljer. For eksempel viser en af sjælekapslerne sig at indeholde sjælen fra en Hollywood-manuskriptforfatter. Han havde åbenbart ikke brug for en i det erhverv.

I hovedrollen er Paul Giamatti ikke overraskende blændende. Ingen kan spille en surmulende stodder helt så effektivt som Giamatti, og hans ansigtsreaktioner på filmens vanvittige hændelser bliver næsten en lille symfoni at overvære. Herlig er også David Strathairn som sjæleudskæren, der til forveksling ligner en glat plastikkirurg med tilhørende lækkert hår og lav moral.