[b]The boys are back in town[/b]

For seks-syv år siden var der mange rygter og spekulationer om filmbrødrene Joel og Ethan Coen. Parret havde netop lavet “Intolerable Cruelty” og remaket af “The Ladykillers” fra 1955, som langtfra levede op til brødrenes sædvanlige genialitet. Hvad gik der galt? Havde de mistet taget? Der skulle dog ikke gå mere end tre år, før makkerparret gav svar på tiltale og lavede den fremragende “No Country for Old Men” efterfulgt af den udmærkede komedie “Burn after Reading”. Joel og Coen havde på ingen måde tabt pusten – de havde højst holdt en kreativ pause. Under alle omstændigheder er de nu tilbage for fuld skrue med en film, som disker op med en overflod af Coenske situationer og en god portion galgenhumor.

Den jødiske familiefar Lawrence Gopnik har taget sin egen lille bid af den amerikanske drøm. Han bor i et nydeligt forstadskvarter, har en kone og to børn og kandiderer til et fast professorat i fysik. Ikke alt er lyserødt – eksempelvis bor hans socialt handicappede bror Arthur på familiens sofa – men livet fungerer. Lige indtil Lawrence en dag vender hjem til en kone, der vil skilles. Og så starter lavinen. Lawrence må flytte fra hus og hjem, mens han langsomt ser hele sin verden styrte i grus. Men hvorfor sker det? Er Lawrence blot uheldig, eller bliver han som en anden Job testet af Guds vrede?

Det er ufatteligt, at Coen-brødrene kan blive ved. Mens mange kunstnere kan se tilbage på en karriere med enkelte betydningsfulde værker, forkæler Joel og Ethan gang på gang deres publikum med sublime film, der stryger lige ind på et kæmpe antal filmelskeres lister over yndlingsfilm. Ud over at være dygtige historiefortællere besidder brødrene et næsten unikt talent, nemlig evnen til at lave fantastiske film næsten uden at have en historie. Hvem bekymrer sig eksempelvis om historien i “The Big Lebowski”, når man kan læne sig tilbage og svælge i horder af velgennemtænkte karakterers ejendommeligheder? Ligeledes er netop karaktererne det bærende element i “A Serious Man”.

Instruktørerne gør ofte brug af store stjerner, som de tildeler uvante roller, men i “A Serious Man” er der ikke mange kendte ansigter. Det ændrer dog ikke på, at brødrene som sædvanlig får trukket det ypperste ud af skuespillerne. I hovedrollen ses den ellers ukendte Michael Stuhlbarg, som yder en bundsolid og humoristisk indsats i sit portræt af den apatiske, handlingslammede og næsten mytologiske selvhadende jøde. Som sædvanlig bakkes hovedrollen op af en ordentlig stak bipersoner, der alle efterlader et indtryk, om end de blot optræder i få sekunder – sekretæren, der harker en snotter op af halsen, koreaneren, som snakker dårligt engelsk, den gamle rabbiner med hår i ørene, den sexede nabo, som vækker minder om Mrs. Robinson fra “Fagre voksne verden” osv. På skrift lyder det ikke af meget, men i det Coenske filmunivers er disse karakterer altafgørende.

Ethan og Joel forstår ikke blot at lave film – de forstår også at holde sig det rette selskab. Endnu en gang danner de trup med cinematografen Roger Deakins, som har en meget stor finger med i spillet hvad angår brødrenes karakteristiske visualitet. Han forstår ikke blot at lave fantastiske billeder – det lykkes ham til hver af brødrenes film at opfinde en ny visuel æstetik, som subtilt adskiller sig fra de forrige, men aldrig så meget, at den gennemgående stil brydes. Sanseligt står især én scene i “A Serious Man” stærkt, hvor Deakins i samspil med lyddesigneren Craig Berkey formår at skildre en hashrus, så man drages lige lukt ind i tågen sammen med karaktererne.

Hvornår laver Coen-brødrene mon noget lort? Jovist, visse af deres film er mindre gode end andre, men kan det virkelig lade sig gøre at efterlade så mange film i kølvandet uden at lave noget decideret dårligt? “A Serious Man” er uden tvivl en af de film, som trækker brødrenes gennemsnit op. Med bundsolide karakterer og en uforlignelig brug af et finurligt underspillet filmsprog placerer filmen sig på linie med “The Man Who Wasn’t There”, “No Country for Old Men” og “Fargo”. Nej, brødrene har bestemt ikke mistet taget.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 16:9. Når en film visuelt set løfter sig over gennemsnittet, kan det hele ødelægges af et dårligt transfer. Det er heldigvis ikke sket denne gang. Farverne står lysende klart, og kontrasten er god og enormt stabil. Edge-enhancement og farveblødning er fraværende – de eneste anker er faktisk en lille smule banding samt at billedet kunne være en kende skarpere.

[b]Audio[/b]

Dolby Digital 5.1. Ligesom så meget andet i “A Serious Man” er også lyden ganske underspillet. Lydsporet er langt fra insisterende, men formår at lægge sig som et umærkeligt, men stabilt fundament under filmen. Dialogen er klar og velklingende, og musikken er fyldig. Sub’en bruges sparsomt, men effektivt. Endnu engang skal hash-scenen fremhæves, hvor lyden skaber en særegen, dragende stemning.

[b]Ekstramateriale[/b]

Dvd’en byder på to små dokumentarer om tilblivelsen af “A Serious Man” samt en lille ekstra gimmick, der fungerer som en lille parlør til det jødiske sprog. Den første af de to dokumentarer er en overordnet “bag om kameraet”, mens den anden tager udgangspunkt i filmens set design anno 1967. Der foretages interviews med centrale personligheder såsom brødrene Ethan og Joel, medlemmer af crew’et og skuespillerne.