[b]Das Tank[/b]

Historiens store krigsførende nationer har alle deres eget skændige Waterloo. USA har Vietnam, Frankrig kan tænke tilbage på Algeriet, og endelig har Tyskland en vis verdenskrig på samvittigheden. Disse skamfyldte nationale erindringer er alle blevet bearbejdet mesterligt på film, således også en af Israels mindre stolte stunder – invasionen af Libanon i 1982 og massakren på de palæstinensiske flygtningelejre – i en af sidste års bedste film, “Waltz with Bashir”. Denne kontroversielle krigserindring får nu endnu en tur i filmmøllen i den klaustrofobiske “Libanon”.

Med teksten [i]”Mennesker er af stål, kampvogne er kun jern,”[/i] skrevet på deres kampvogn som en patriotisk opmuntring kører fire unge, uprøvede soldater i 1982 som en del af den israelske krigsoffensiv ind i Libanon i en kampvogn. Men krig viser sig hurtigt at være alt andet end øvelse. For hvad er den rigtige beslutning at træffe, når en fjende holder en uskyldig familie som gidsel, du har dem begge på kornet, og din øverstbefalende råber: [i]”Skyd”[/i]? Sådan hober dilemmaerne sig op for den mere og mere krigstvivlende besætning, indtil de selv bliver forladt i fjendeland i en skrantende kampvogn. De fire unge mænd vil bare gerne hjem.

“Libanon” er en asketisk krigsfilm, der har skrællet alt unødigt effekteri væk i et forsøg på at indfange den klaustrofobiske hjælpeløshed, der sniger sig ind på vores fire kampvognskrigere. Den har flere ligheder med Kathryn Bigelows “The Hurt Locker”, heriblandt den episodiske struktur. Men hvor de gentagende episoder understøttede fornemmelsen af den cyklisk evige krig hos Oscarvinderen, så virker den i “Libanon” til at være ganske vist realistisk, men også lettere kedende og uengagerende.

Det er ikke kun filmens struktur, der arbejder lidt imod Samuel Maoz’ første spillefilm. Det samme gør den klinisk valgte form, hvor vi kun ser verden fra kampvognens perspektiv. Således ser vi kun verden udenfor igennem kampvognens kikkertsigte, hvilket virker originalt anderledes den første halve time, men derefter bliver det nærmere trættende og distancerende. Straks bedre fungerer det gennemførte stilvalg inde i kampvognen, der giver den helt rette klaustrofobiske stemning og ønsket om at have en dåseåbner i baglommen. Klaustrofobien bringer mindelser om Wolfgang Petersens eminente ubådsfilm “Das Boot”, hvor vi også er fanget i ubåden sammen med besætningen.

Men måske er en ubåd netop mindstemålet for, hvilket fartøj man kan tilbringe en hel film indeni? Hvilket måske forklarer den megen tid, vi tilbringer igennem kikkertsigtet på kampvognen, hvor vi bliver præsenteret for det ene dilemma efter det andet, hvilket igennem kikkertens øje får “Libanon” til at virke mest af alt som et vellykket computerspil frem for en ditto film. Dette understøttes af besætningens særdeles karikerede karakterer, der mere fremstår som maskinelle krigsklicheer med den grædende, den pligtopfyldende og den grusomme soldat.