[b]En livslektion[/b]

Selvom hendes kærlighedskomedie “Italiensk for begyndere” charmerede alt og alle og gjorde sætningen [i]”Det lyder fandme ulækkert!”[/i] til folkeeje, havde man alligevel næppe regnet med, at Lone Scherfig var endt som instruktøren bag en engelsksproget Oscarnomineret film. Det gjorde hun imidlertid, og efter den lange ventetid kan vi herhjemme endelig selv kaste et blik på “An Education” og konstatere, at nomineringen er ganske forståelig.

Filmen er baseret på en kort selvbiografisk artikel, som den engelske journalist Lynn Barber har skrevet, og foregår i 60’ernes England. Her møder vi den 16-årige Jenny, der står over for måske at skulle optages på Oxford. En regnvejrsdag får hun et lift af den charmerende David, der er i 30’erne og tydeligt viser sin interesse. Inden længe mødes de “tilfældigt” igen, og han får snart inviteret hende ud. En spirende affære er under opsejling.

Hendes forældre er mistroiske, men da faderen lader en uheldig bemærkning falde om Davids jødiske ophav, fanges den lynhurtigt af den snedige David, der anvender den til at holde ham i skak. Hvis faderen siger nej til forholdet, indrømmer han jo sin racisme, ikke sandt? Inden længe har han også vundet forældrene over på sin side, og de vender et blindt øje til, mens David introducerer Jenny til en verden af finkultur, natklubber og musik, hvor weekender i Paris er hverdagsbegivenheder, og hvor den grå engelske virkelighed kommer til at virke tiltagende uattraktiv.

Forholdet mellem Jenny og David udvikler sig, og små spor antyder måske, at David ikke helt er den, han giver sig ud for at være. En stor del af æren for den nagende tvivl skyldes Peter Sarsgaard, der formår at spille figuren, så han på én gang er dragende og lidt urovækkende. David har et talent for at se, hvad folk søger, og opdager hurtigt i Jenny behovet for at blive behandlet som en voksen. Det er nærliggende at betragte ham som en lummer sexhungrende karl, men han er faktisk oprigtigt interesseret og rørt over denne unge pige.

Jenny er for sin del måske nok naiv og lidt godtroende, men ikke mere end at hun vælger at lade sig bedrage. Hun er villig til at overse de mere skumle sider, fordi hun er så forelsket – om end måske mere i de muligheder, som den nye spændende tilværelse synes at love, end i manden selv. Hun spilles med saft og kraft af en blændende Carey Mulligan, der forsyner den unge kvinde med en rørende naivitet, men også en videbegærlighed og viljestyrke, der trods blåøjetheden gør hende til en stærk figur. Det er slet og ret en stjerneskabende præstation, der hurtigt leder tankerne hen mod en ung Audrey Hepburn.