Selvom Irak-krigen i nyhedsmedierne har måttet vige pladsen for krigen i Afghanistan, formår den førstnævnte stadig at levere eksplosivt stof til Hollywoods filmfabrik. Senest i Kathryn Bigelows glimrende adrenalin-krigsfilm “The Hurt Locker”, og nu er manden bag “Bourne”-filmene, Paul Greengrass, så klar med en action-thriller i det kaotiske ørkenland.

Roy Miller leder en lille enhed, hvis job det er at søge efter Saddam Husseins formodede masseødelæggelsesvåben i det sønderbombede Bagdad umiddelbart efter invasionen i 2003. Gang på gang må Miller og hans team imidlertid gå forgæves pga. fejlagtige efterretninger. Hvor der burde være kemiske og biologiske våben er der kun tomme fabrikshaller. Da Miller kommer på sporet af den irakiske general, der havde ansvaret for netop Husseins våbenprogram, åbnes en mulighed for endelig at finde de eftertragtede våben. Men Miller er ikke den eneste, der er interesseret i generalen, og inden længe er han fanget i et spil mellem stridende efterretningstjenester med deres helt egne dagsordener.

I “Green Zone” fortsætter instruktøren Paul Greengrass den højspændte stil, han grundlagde i de to sidste film i trilogien om agenten med svigtende hukommelse, Jason Bourne. Med en febrilsk klipperytme og urolige kamerabevægelser har Greengrass sat nye standarder for actionfilmens look og ikke mindst hastighed. Når det fungerer bedst, giver det indtryk af større realisme, men den hektiske stil har også tendens til at skabe unødvendig desorientering. Det tyngede visse scener i “Bourne”-filmene, og problemet gør sig også gældende af og til i “Green Zone”. Særligt i en for lang forfølgelsesscene, hvor vor modige helt springer rundt i Bagdads mørklagte gader, mens der konstant klippes til noget højteknologisk overvågningshabengut i en forfølgende helikopter. Man er tæt på at stå af ræset og lade tankerne glide andetsteds hen, men det er dog en undtagelse, for Greengrass har for det meste sans for at holde seeren fanget igennem de actionfyldte sekvenser.

Også plotmæssigt er “Green Zone” i familie med “Bourne”-filmene, som igen har tydelige træk tilfælles med 90’ernes Tom Clancy-filmatiseringer – “Patrioternes spil” og “Dødens karteller”. Roy Miller, der spilles med fysisk pondus af Matt Damon, er manden på jorden, den retskafne fodtudse, der lugter noget råddent i systemet og sætter sig for at finde ud af, hvor stanken kommer fra. Det er en klassisk side af agentfilmen, som man kunne kalde “spionen der gik sine egne veje”, men selve omdrejningspunktet – mysteriet, som helten i “Green Zone” vikles ind i – bliver aldrig for alvor medrivende. Kun den irakiske general besidder den nødvendige tvetydighed, ellers er de gode og de onde simpelthen alt for skarpt optegnede og ret forudsigelige fra begyndelsen.

Filmen gør også tilløb til en dybere kritik af invasionen i Irak og den velkendte løgn om masseødelæggelsesvåben, men i sidste ende forfalder den til en doven forsimpling, hvor hele Irak-miseren tørres af på én skruppelløs skurk. Den politiske kritik er lige så svær at finde som det er at finde et fredeligt sted i Bagdads gader, og det er et problem, når filmen postulerer at ville en seriøs problematising af netop Irak-krigen.