Filmz
Op

Up

Medvirkende:

Edward Asner, Christopher Plummer, Jordan Nagai, Bob Peterson, Delroy Lindo, Josh Cooley, John Ratzenberger, David Kaye, Jeremy Leary, Elie Docter, Mickie McGowan, Danny Mann, Donald Fullilove, Jess Harnell, Jerome Ranft

Instruktør:

Pete Docter, Bob Peterson

Filmlængde:

96 minutter

Genre:

Animation

Op

[b]Højt at flyve…[/b]

De senere års utallige animationsfilm har lavet mange krumspring og fiksfakserier. Selv om genren har mange år på bagen, så har den digitale tidsalders nye landevindinger afstukket nye rammer for filmenes indhold. Efter en årrække, hvor genren primært har excelleret i det visuelle [i]know-how[/i], er den blevet voksen. Det understreger den fabelagtige og eventyrligt velfortalte “Op”, der ganske vist har et stærkt visuelt udgangspunkt, men først og fremmest imponerer med en dyb og velartikuleret historie, det er svært ikke at lade sig rive med af.

[image=52578]

Filmen har i første omgang to helte. Der er den aldrende ballonsælger Carl Frederiksen, som nys har mistet sin livslange partner, Ellie. Han er lidt af en gammel gnavpotte, for hvem timeglasset er ved at rinde ud. Men stadig drømmer han om at fuldføre sin afdøde vivs allerstørste ønske – at flytte til det isolerede Paradisvandfald i Venezuela. Men det er ikke en rejse uden besvær, og til alt held – om end han ikke helt har det syn til at starte med – får han følgeskab af den snaksalige og møgirriterende spejderdreng, Robert. Det skal siges, at det særlige ved deres rejse til Sydamerika er, at transportmidlet er noget så utraditionelt som Carls gamle træhytte fastbundet til et hav af heliumfyldte balloner. Nok til, at det lille hus sammen med de to eventyrrejsende er luftbåret for en tid.

Det bedste ved “Op” er filmens charmerende og originale tilgang til fortællingen om livet. Flyvende huse og talende hunde er blot et par af de særegne omstændigheder, der gør nærværende film til noget helt specielt. Samtidig er filmen så propfyldt med fortællende lag, at man bliver forpustet i forsøget på at følge med det stormfulde tempo. Det er en medrivende oplevelsesrejse, instruktør Pete Dochter her tager sine tilskuere med ud på, og særligt følelsesladede er de mange delfortællinger, hvor essensen af eksistentialismen og det enkelte væsens livscyklus er i højsædet. Filmen formår at indkapsle et helt menneskeliv på halvanden time. Og det er i sig selv imponerende.

[image=52577]

“Op” er en film med højt til loftet (eller skulle man sige himlen?). Det er en film om venskaber og om mod, om eventyr og om at forfølge sine drømmes mål. Med en ikke helt usynlig inspiration fra de legendariske “Indiana Jones”-film møder de to rejsende bl.a. den lige så legendariske eventyrer Charles Muntz, som Carl altid har set op til og forgudet. Mødet bliver imidlertid knapt så idyllisk, som han havde turde at håbe på. Forhindringerne er i det hele taget mange, og både Carl og Robert må tage mange skæbnesvangre valg for at komme ordentligt og helskindet i mål. Men så er det godt, at den talende hund Doggi og den spraglede fugl Kenneth står klar til at assistere.

Bag de gakkede jokes, de stærke historier og det polerede look spores tilmed en vis kritik af det moderne samfund, som i hvert fald ikke har plads eller tid til de ældre samfundsborgere. Derfor må Carl tage sagen i egen hånd. Og det gør han så sandelig også. Han er klar til at gå hele vejen for at fuldende det brændende ønske for Ellie, der var hans livs kærlighed. “Op” er en smuk og poesifuld film, der kan få det allerbedste frem i mennesket. Der bygges bro mellem aldersgrupper, befolkningsgrupper, ja endda mellem dyr og mennesker. “Op” er en hjertevarm størrelse af de sjældnere.

[image=35650]

Livet går ikke altid som forventet. Faktisk kan man med rette forvente, at det ikke gør det. “Op” flyver højt og fortæller netop den historie, mens Carl og Robert med følge skaber eventyr og historie i nuet. Filmen bliver aldrig kedelig, aldrig for lang og aldrig uinteressant. Dertil er dynamikken, originaliteten og spændingen trods alt for stærke drivkræfter. “Op” pirrer det nysgerrige, og lysten til hele tiden at vide, hvad der gemmer sig rundt om det næste hjørne, er allestedsnærværende. “Op” må allerede nu kategoriseres som en af dette årtis absolut stærkeste satsninger, når det kommer til animationsfilm.
[b]Video[/b]

Det er ikke kun filmen som sådan, der gør et godt indtryk. Det skarpe look imponerer tilsvarende. Der er ikke tilfælde af edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller udtværinger, og farvetemperatur og kontrast er desuden stabile faktorer. Et superflot transfer.

[image=52581]

[b]Audio[/b]

Også lyden gør sig imidlertid ganske godt. Udgivelsen tilbyder nemlig filmen på flere sprog, heriblandt dansk, svensk og norsk i Dolby Digital 5.1-format, mens engelsk som eneste sprog både findes i Dolby Digital 5.1- og DTS-HD 5.1 Master Audio-format. Dialogen er tydelig og uden overstyringer, mens stemningsfuld underlægningsmusik holder tempoet oppe, og distinkte effektlyde, vellykkede lydpanoreringer og en detaljerig atmosfære sørger for resten.

[b]Ekstramateriale[/b]

Også ekstramaterialet holder et højt bundniveau med sin fordeling af kræs på hele to skiver. På den ene findes selvsagt filmen i selskab med trailere, en alternativ scene, et par kortere animationsfilm og en længere dokumentar om filmens tilblivelse, valg af locations, research med mere.

På den supplerende skive er der flere trailere, en promo-montage, et geografisk betonet computerspil samt otte mindre indslag, der stiller skarpt på karaktererne, hundenes rolle, musikken og meget andet i “Op”. Et imponerende katalog, der dog lige mangler prikken over i’et for at opnå den fulde anerkendelse.

[image=52583]

Kort om filmen

“Op” omhandler den 78-årige ballonsælger Carl Fredricksen, der i sit livs efterår opfylder en livslang drøm om det store eventyr. Han binder tusinder af balloner fast til sit hus, og så stiger han ellers til vejrs og sætter kursen mod Sydamerikas eventyrlige vildmarker. Men først da det er alt for sent, opdager han, at han har en blind passager med på rejsen – den voldsomt belastende 8-årige ‘opdagelsesrejsende’ Russell, der nok er den sidste, Carl ville have inviteret med på sin drømmerejse.

Galleri

Ads by MGDK