[b]Et konventionelt skyggespil[/b]

Filmverdenens enfant terrible Roman Polanski skaber altid postyr om sin person, når han er klar med en ny film. Desværre fokuseres der efterhånden mere på en gammel pædofilianklage imod manden end dennes film. Dog kan den polske auteur stadig også formå at skabe opmærksomhed på det store lærred i biografmørkets ly. Senest med “Roman Polanskis Skyggen” – ja, sådan lyder den rædderlige danske oversættelse af originaltitlen “The Ghost Writer” – der indbragte den aldrende regissør prisen for bedste instruktion ved dette års Berlinale.

En britisk [i]ghost writer[/i] – en forfatter, der skriver selvbiografier for andre – får tilbudt det lukrative hverv som forfatter på den tidligere britiske premierminister Adam Langs biografi. Den oprindelige skyggeforfatter døde på mystisk vis, og nu har den nye skygge – til trods for sin manglende interesse i politik – indvilget i at færdiggøre biografien på selvsamme skumle amerikanske ø, der blev forgængerens skæbne. Udover korte sessioner med den diabolsk charmerende Lang, så passes skyggen op af to andre skygger i Langs liv – den bestemte kone Ruth og den indtagende assistent Amelia. Skriblerierne vanskeliggøres imidlertid af anklager imod Lang om krigsforbrydelser i samarbejde med USA, da han var i sit embede. Samtidig begynder skyggen at finde indicier, der indikerer, at hans forgænger måske hverken døde ved et uheld eller egen hjælp.

Lad det være sagt med det samme: “Roman Polanskis Skyggen” er en skarptskåret skematisk, ja nærmest overtydelig konventionel thriller, og det på den dejligt klassiske facon. Vi får oplysninger nok til at gætte med, men først da sidste side vendes, indser vi tingenes rette sammenhæng, og hvem butleren egentlig er. Her er ingen hidsigt hektiske “Bourne”-klip til at simulere fart og spænding, og intet balstyrisk blæsende lydspor til at skabe drama. Her er kun det stilfærdigt snigende Polanski-touch, der via få enkle, men effektive greb kan skabe intens paranoia, der hjælpes godt på vej af filmens danske islæt – stemningsmættede Rømø, hvor dele af filmen er optaget.

Der lægges ellers fra land karikeret svagt, hvor genreparodi næsten løber over læben, da alt synes at være og fungere funktionelt fortænkt alene som en slave for plottet. Tåkrummende virker det, da skyggen ved et tilfælde kigger under en skuffe og sørme så finder afgørende og plotpirrende billeder, datoer, dokumenter og naturligvis et telefonnummer til en hemmelig hjælper – det føles for let og for kitsch. Bedre bliver det, da sporene ender som en blind vej, og paranoiaen alene bærer – her smager det en smule af Rosemary i telefonboksen.

Tydeligheden slipper desværre aldrig sit tag i fortællingen, og det virker særligt ærgerligt, at Polanski ikke har trodset romanforlægget, der har for travlt med at lægge sig op af virkelighedens tv-verden og virkelighedens Tony Blair med kone og tilhørende Irak-krig. En kone, der udgør filmens suverænt mest duperende karakter, og som i Olivia Williams’ skikkelse både er tragisk sårbar såvel som fatalistisk beregnende som skyggekvinden. Ewan McGregors skygge er som omdrejningspunkt en mere hul symbolsk størrelse som den politisk uinteresserede, der både som vælger, borger og skyggeforfatter ikke aktivt har fingeren på knappen eller navnet på bogen, men hvis andel eller skyld er lige så stor, hvad enten vi taler kommafejl eller krigsforbrydelser.