[b]En mesterinstruktør rider igen[/b]

Tre mænd venter anspændt ved en ensom togstation langt ude på prærien, hvor kun en rusten knirkende vindmølle bryder stilheden. Efter et stykke tid ankommer toget, og en mand træder frem til de sørgmodige toner fra den mundharmonika, han altid bærer. [i]”Har I en hest med til mig?”[/i] spørger den fremmede, mens han kort lader blikket glide mod de tre ventende heste. [i]”Det ser sørme ud til, at vi mangler en hest”[/i] griner lederen ondskabsfuldt. Den fremmede ryster iskoldt på hovedet: [i]”I har taget to for mange med.”[/i]

Med så tør humor indledes Sergio Leones mesterlige western “Once Upon a Time in the West”, og således ankommer døden med det tog, der konstant lurer i baggrunden som et undergangssymbol gennem hele filmen. Det gamle vesten vakler af sted med sine sidste kræfter, mens de moderne tider melder deres ankomst.

Leone havde tidligere gjort det til sit varmærke at transformere de aldrende cowboyfilm til moderne fortællinger. Hans gennembrud var kommet med “Dollars”-trilogien med Clint Eastwoods fåmælte cowboy, der havde kulmineret i den stærkt underholdende “Den gode, den onde og den grusomme”, og med sine muntert amoralske beretninger havde Leone vendt de gamle dyder med ædelmodige cowboys på hovedet. Men hans ambitioner rakte endnu videre, og med “Once Upon a Time in the West” strakte han sig til et helt andet niveau af filmkunst.

Leone var altid mere optaget af ritualerne, der ledte op til volden, end volden i sig selv, og med “Once Upon a Time in the West” skubbede han grænserne endnu længere. I lange passager af filmen bliver der knap nok sagt mere end et par ord, og i stedet fortælles beretningen med billeder. Og hvilke billeder det er. Filmen har så mange højdepunkter, at de dårligt kan tælles, og vi bevæger os sømløst fra den ene mere overvældende sekvens til den næste. De underbygges sublimt af Ennio Morricones blændende musik, der giver hver figur et tema. Mest gennemtrængende er den sørgmodige og noget foruroligende harmonikamelodi, der følger Charles Bronsons spøgelsesagtige hævner, og som binder ham musikalsk til de fræsende guitarer, der følger filmens psykotiske skurk Frank. Han spilles med formidabel djævelsk lune af Henry Fonda, der ellers mest var kendt fra sine helteroller, men som her lader de engleblå øjne lyse med sadistisk vanvid.

På trods af den alvorlige tone og de grumme begivenheder, der udspiller sig, er det dog også et forrygende morsomt værk, og en af de største fornøjelser ved filmen er slet og ret at se de velspillende skuespillere krydse verbale klinger. Den indeholder også på mange måder et postmoderne lag, idet den ikke blot selv er en western, men også en film om westerns med utallige indforståede referencer, og den bygger derfor også på mange måder op til film som “Pulp Fiction”.