[b]De knap så kønne knogler[/b]

Længe inden han kastede sig over hobbitter og kæmpeaber, lavede Peter Jackson den grumme, men vældig rørende “Heavenly Creatures”, hvori Kate Winslet sammen med en veninde dræber den enes mor.

Den film fungerede ikke mindst, fordi den så effektivt blandede fantasi og virkelighed, men det er uheldigvis en balancegang, der lader til fuldstændig at have forladt Jackson i denne omgang, for sjældent har man da set en film så effektivt modarbejde sin egen historie.

“The Lovely Bones” handler om den 14-årige Susie Salmon, hvis unge liv brutalt ender, da hun myrdes af en nabo og finder sig selv i en slags limbo-verden halvt mellem himlen og jorden. Hun kan stadig kigge ned til sine familie og sine venner, der plages af sorg over hendes død, men kan kun indirekte gribe ind i begivenhederne. Hun møder også andre piger i samme tilstand og bliver snart klar over, at hun blot er en ud af mange ofre. I mellemtiden leder politiet stadig efter hendes morder, og faderen – spillet af Mark Wahlberg – forsøger også desperat at finde frem til ham.

Det er begivenhederne i filmens indledende scener, men hvad den rent faktisk handler om er betydeligt mere uklart. Der er både elementer af thriller, drama og fantasy, men delene klæder hinanden umådeligt dårligt og ender i stedet med at være hinandens modstandere. Filmen starter ellers relativt lovende, men med Susies død skifter den over til efterlivsfantasi, og her begynder tingene for alvor at gå galt. At skabe en visuel fortolkning af det hinsides er i forvejen vanskeligt, men Jackson dræber hurtigt enhver form for begejstring for den alternative virkelighed ved at overdynge os med tonsvis af computerskabte billeder, der får den til at ligne en Disney-tegnefilm. Samtidig har filmen en irriterende tendens til hele tiden at forklare sig, og jo flere ord den kaster over os, jo mere afliver den derved også den sidste rest af magi.

Undervejs introduceres vi for et væld af personer, og hvor Jackson allerede virkede som en, der havde svært ved at skære ind til benet i “Ringenes Herre: Kongen vender tibage” og “King Kong”, så lider “The Lovely Bones” i endnu højere grad under det samme problem. Her er alt for stort et persongalleri, og alene mængden medvirker til, at personerne bliver umådeligt overfladisk beskrevet. Det gælder bl.a. Susan Sarandon, der dukker op som alkoholiseret bedstemor i en noget malplaceret humoristisk sekvens og derefter så godt som forsvinder fra lærredet. Værre er det, at personernes motiver ofte ikke virker ordentligt underbyggede. Da Susies mor pludselig beslutter at forlade hjem og barn, har Jackson slet ikke forsynet hendes karakter med anledning nok til det, og gerningen fremstår derfor ekstremt selvisk – hvilket trods alt næppe har været meningen.