Længe inden han kastede sig over hobbitter og kæmpeaber, lavede Peter Jackson den grumme, men vældig rørende “Heavenly Creatures”, hvori Kate Winslet sammen med en veninde dræber den enes mor.
[image=48021]
“The Lovely Bones” handler om den 14-årige Susie Salmon, hvis unge liv brutalt ender, da hun myrdes af en nabo og finder sig selv i en slags limbo-verden halvt mellem himlen og jorden. Hun kan stadig kigge ned til sine familie og sine venner, der plages af sorg over hendes død, men kan kun indirekte gribe ind i begivenhederne. Hun møder også andre piger i samme tilstand og bliver snart klar over, at hun blot er en ud af mange ofre. I mellemtiden leder politiet stadig efter hendes morder, og faderen – spillet af Mark Wahlberg – forsøger også desperat at finde frem til ham.
[image=48017]
Undervejs introduceres vi for et væld af personer, og hvor Jackson allerede virkede som en, der havde svært ved at skære ind til benet i “Ringenes Herre: Kongen vender tibage” og “King Kong”, så lider “The Lovely Bones” i endnu højere grad under det samme problem. Her er alt for stort et persongalleri, og alene mængden medvirker til, at personerne bliver umådeligt overfladisk beskrevet. Det gælder bl.a. Susan Sarandon, der dukker op som alkoholiseret bedstemor i en noget malplaceret humoristisk sekvens og derefter så godt som forsvinder fra lærredet. Værre er det, at personernes motiver ofte ikke virker ordentligt underbyggede. Da Susies mor pludselig beslutter at forlade hjem og barn, har Jackson slet ikke forsynet hendes karakter med anledning nok til det, og gerningen fremstår derfor ekstremt selvisk – hvilket trods alt næppe har været meningen.
[image=48015]