Det er altid lidt af en begivenhed blandt filminteresserede, når Martin Scorsese dukker op med en ny film. Sidst var det med den effektive thriller “The Departed”, der efterfulgte de to lidt skuffende “Gangs of New York” og “The Aviator”. I den aktuelle “Shutter Island” samarbejder Scorsese endnu engang med den talentfulde Leonardo DiCaprio – og det er der kommet en særdeles vellykket psykologisk thriller ud af.
[image=50782]
Selvom “Shutter Island” ikke foregår i Scorseses elskede New York, er den gamle maestro alligevel på hjemmebane. Historiens ærinde er nemlig at bore sig ind i de mørkeste kamre af menneskesjælen, og netop det er et tilbagevendende tema i Scorseses enorme œuvre. Samtidig bærer filmen tydeligt præg af Scorseses filmiske viden, idet der stilistisk lånes fra 40’erne og 50’ernes film noir. Særligt filmens dramatisk dunrende indgangsmusik er en passende hilsen til Hitchcocks hofkomponist Bernard Hermann.
[image=50715]
Historien om Teddy Daniels’ maniske jagt på sandheden er som en kafkask karruseltur ind i et gådefuldt spind af bedrag og løgne. Den frådende galskab er eksplicit tilstede, værst i den middelalderlige Afdeling C, men det virkeligt skræmmende er den latente sindssyge, som synes at kunne snige sig ind på selv de mest “normale”. I den mondænt indrettede hovedbygning sidder hospitalets øverste læger – den tiltalende Dr. Cawley, der spilles elegant tvetydigt af Ben Kingsley, og den kølige teutoniske Dr. Naehring, spillet isnende af Max von Sydow. Omgivet af arkaisk kunst og hvilende på den videnskabelige sandhed er de repræsentanter for den oplyste verdens normalitet. Men de tilsyneladende så solide skodder, der er sat på øen mellem de syge og de raske, er måske ikke så solide endda, og Scorsese stiller på eminent vis spørgsmålstegn ved denne dualitet ved at lade Mahler-musik fra lægernes grammonfonafspiller være bindeled til et af Daniels’ Dachau-flashbacks. Dengang blev seks millioner jøder udryddet af tusindvis af såkaldte “normale” mennesker, der også kendte til videnskab og klassisk musik. Det er “Shutter Island”s absolutte styrke, at den intelligent formår at problematisere psykiatriens faste forestilling om normalitet og sygdom.
[image=50711]