[b]Et helvede i Paradis[/b]

Nogle af de bedste filmoplevelser får man, når man ikke har nogen anelse om, hvad man går ind til. For denne anmelders vedkommende kom den fransk/belgiske – men engelsktalende – “Vinyan” ind fra højre uden megen omtale. Filmen, som er den anden spillefilm fra den belgiske instruktør Fabrice Du Welz, byder på flere gode gys og et soundtrack ud over det sædvanlige.

Ægteparret Jean og Paul Bellmer mistede deres 10-årige søn til tsunamien i Thailand i 2004. Da Jean til en velgørenhedsfest ser en video om fattige i Burma, får hun øje på et barn, der måske ligner deres forsvundne dreng. Mod Pauls vilje drager parret ud på en rejse for at finde sønnen, men den slags er ikke let i et land, hvor skruppelløse svindlere står klar på hvert gadehjørne for at få fingrene i vesterlændinges penge. Jean og Paul bevæger sig dybere og dybere ind i Burmas jungle, mens sindssygen langsomt begynder at melde sig.

“Vinyan” lægger stærkt ud med en ekstremt intens, næsten altomsluttende, øresønderrivende lyd, som bliver stemningsgivende for resten af filmen. Det er en voldsomt effektiv indledning, som suger publikum ind i en historie, der ikke er opbygget via en traditionel spændingskurve eller typiske plot-punkter. “Vinyan” er først og fremmest en stemning, men en stemning så tyk, at den opsluger seeren, så man ikke keder sig trods den langsommelige fremgang i historien. Hele filmen emmer af underliggende desperation, ikke mindst pga. det mærkelige, skingre og atmosfæriske soundtrack, der fylder højtalerne omkring én.

Thailand og Burma vækker oftest associationer til strande, solskin og palmer, men i “Vinyan” præsenteres vi for bagsiden af Paradis – det beskidte, grumsede, korrumperede, fattige og regnfulde med forvrængede ansigter og underernærede kroppe. Strandene er skiftet ud med mudrede floder og palmerne med regntunge træer, der i ledtog med tordenskyerne formørker og forbitrer ægteparrets sind.

Jean og Paul starter håbefulde – Jean mere end Paul – men hen ad vejen skildres det, hvordan deres udgangspunkter har været vidt forskellige. Paul finder ro i en klippefast tro på, at sønnen er død, mens Jean klynger sig til et håb om, at han er i live. Den ubarmhjertige søgen bliver ikke bedre af deres begyndende tvivl på hinanden, som udtrykkes i ubehagelige mareridtssekvenser, der langsomt flyder sammen med virkeligheden og spiller parret ud mod hinanden. Det gør ondt.

Forventer man en traditionel gyser med chok og splat, bliver man slemt skuffet over “Vinyan”. Filmen er flere steder annonceret som en gyser, men er i langt højere grad et psykologisk drama, der trækker den velvillige beskuer med ned i dybet, hvor ingen længere kan bunde. Det er brandgodt skruet sammen, og filmen undgår at ryge i kedsommelighedsfælden på trods af dens meget langsomme fremdrift. Vi er tilsyneladende nået til det punkt, hvor tsunami-katastrofen er kommet nok på afstand til, at vi kan lave film om den. “Vinyan” er en god start.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 2.35:1. Filmen er for det meste meget grumset, men det er i kraft af et æstetisk valg og ikke pga. komprimeringen. Kontrasten er stabil hele vejen igennem, og farverne, der som stemningsunderbyggende effekt er lidt matte, fremstår, som de skal. Skarpheden er ikke imponerende, men dog udmærket. Der forekommer en smule edge enhancement, men det er generelt velkontrolleret.

[b]Audio[/b]

Præsenteret i Dolby Digital 5.1. Lyden er det vigtigste stemningsbærende element i “Vinyan”, og heldigvis skuffer sporet ikke. Det atmosfæriske soundtrack iblandet den stormende, asiatiske monsun skaber et dragende lydbillede, som forstærkes af de mange næsten subsoniske lyde, der subtilt buldrer. I en enkelt scene befinder vi os på et diskotek, og det er næsten som at være der selv. Det er et originalt lydmix, og det fungerer fantastisk.

[b]Ekstramateriale[/b]

Dvd’en indeholder intet ekstramateriale.