[b]Samfundets fjende nr. 1[/b]

Michael Mann har altid været garant for at skabe store episke dramaer med et visuelt know how og en fængslende historie fortalt ud fra filmmagerens amerikaniserede ABC. Ganske vist var filmatiseringen af tv-serien “Miami Vice” ikke noget nutidigt mirakel, men som håndværk fungerede både “Collateral”, “The Insider” og “Heat” helt efter forskrifterne. Og hvorfor dog ændre på den levedygtige opskrift?

Det skulle der nok være behov for i nyeste opus fra samme hånd. Senest har den amerikanskfødte instruktør nemlig rodet sig ud i filmatiseringen af den notoriske forbryderkonge John Dillingers liv og levned i “Public Enemies”. Et storladent og episk drama helt som forventet. Alligevel er det svært at lade sig imponere af dette værk, der tilsyneladende ikke mangler noget. Det gør det så alligevel. Karaktererne er flade og upersonlige, og scenarierne trækkes også for meget i langdrag, uden at der sker væsentlige sager.

I hovedrollen finder man Johnny Depp, der med sin introverte facon skal udfylde forbryderkonges aflagte klæder. Og det gør han for så vidt fortrinligt. Han er tilpas mystisk til, at man på en eller anden vis fascineres af det sagnomspundne gangsterliv. Vel ude af spjældet efter en længere årrækkes afsoning af en række kriminelle forhold samler han som John Dillinger en bande, der bliver berygtet for sine skruppelløse bankrøverier og gidseltagninger, der kun sjældent krævede civile ofre. Det lader da også til, at det for Dillinger selv mere var sporten i at kunne røve en bank frem for selve gevinsten, selv om sidstnævnte nu nok også har været en faktor.

For den af J. Edgar Hoover hyrede dusørjæger Melvin Purvis blev det omvendt en sport at indfange og bringe udskuddet John Dillinger for en domstol. Han spilles af en veloplagt Christian Bale, og selv om de to sjældent deler scene, skal det vise sig, at filmens dynamik særligt skal findes i skismet mellem de to – jægeren og den jagede. På sidelinjen lurer den i øvrigt ikke videre troværdige kærlighedsaffære, Dillinger har til den bedårende Billie Frechette.

I filmens univers befinder vi os i 1930’ernes depression i Chicago, og takket være de økonomiske forhold opnår de lovløse bankrøverere nærmest stjernestatus blandt den almene befolkning, mens staten ser knapt så mildt på de mange forseelser. Alle sejl sættes ind, og selv om Dillinger i perioder holder lav profil, er det nok uundgåeligt, at en række større og voldsomme opgør er nært forestående. Med “Public Enemies” har Mann med tydelig kærlighed skelet til klassens smukke dreng “Bonnie and Clyde”, uden at han dog på noget tidspunkt nærmer sig samme infame niveau. Heller ikke de stort anlagte skuddueller imponerer, når det haves in mente, hvad Michael Mann blandt andet i “Heat” tidligere har været leveringsdygtig i.

“Public Enemies” er den arketypiske fortælling om den amerikanske drøm. Men den bliver alt for lang i spyttet, og man savner baggrund for aktørernes bevæggrunde. Michael Mann spiller mest med musklerne, når det visuelle know how trækkes i forgrunden. Det myldrer op af fernissen med fede, lyriske passager og en til tider tempofyldt frapperende stil særligt i de mere actionfyldte sekvenser. Men det er ikke helt nok, når filmen savner suspense, og figurernes [i]stiff upper lips[/i] ikke rigtig formår at skabe viden om deres respektive personer. Dels er opsætningen set bedre i andre udgaver, og dels virker en del af scenerne fortænkte. Måske havde “Public Enemies” haft gavn af at blive (be)skåret helt ind til benet, ind til historien. For den drukner en smule i forsøget på at bevare genrekonventionerne.

[b]Video[/b]

“Public Enemies” præsenteres i et skarpt og indbydende look. Dog fornægter tilfælde af edge-enhancement og gryn enkelte steder sig ikke, mens digitale forstyrrelser og udtværinger ikke forekommer. Farvetemperatur og kontrast er til gengæld nogenlunde stabile.

[b]Audio[/b]

Det engelsksprogede DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor gør imidlertid også en god auditiv figur. Dialogen er først og fremmest tydelig og uden snerten af overstyringer, mens underlægningsmusikken er voluminøs, men aldrig for meget. Atmosfæren er desuden detaljerig og suppleres af flere vellykkede lydpanoreringer og distinkte effektlyde.

[b]Ekstramateriale[/b]

Godt en times regulært materiale i HD-kvalitet dækker blandt andet over en mindre portion indslag med interviews og bag om kameraet optagelser. Michael Mann samt de medvirkende går bag om karaktererne, den virkelige John Dillinger, optagelserne, de oprindelige lokationer og datidens teknologi, når det kom til forbryderjagt. Apropos teknologi, så er ekstramaterialets mest interessante elementer muligheden for undervejs at markere yndlingsscenerne og gense dem, efter filmen som helhed er set til ende. En tidslinje giver desuden mulighed for, at man kan få uddybende forklaringer på indhold i filmen fortalt igennem [i]picture in picture[/i]-sekvenser. Og endeligt rundes samlingen af med et veloplagt kommentarspor med Michael Mann, der giver de traditionelle input på tankerne om filmen, forlægget, myten, optagelserne med mere. Et godt stykke materiale, der gør sig noget bedre end filmen.