[b]Mel Gibson flækker atter skaller[/b]

Otte år er det siden, at Mel Gibson sidst var oppe på biograflærredet i en hovedrolle, og at han vælger at komme igen med en film som dette, forstår man godt. Den har umiddelbart alle de ingredienser, der burde sikre en førsteklasses thriller.

Først og fremmest har den Martin Campbell som instruktør, og selvom hans navn måske ikke ringer en klokke hos så mange, så er han manden, der har stået bag de to bedste James Bond-film i løbet i de sidste mange år: “GoldenEye” og “Casino Royale”. Campbell sætter ganske vist ikke det store personlige præg på sine værker, men han laver sædvanligvis solide genrefilm af den gamle skole uden rystekamera og overforbrug af computereffekter. Han har faktisk også stået bag denne historie en gang før, eftersom filmen er baseret på en prisbelønnet engelsk tv-serie fra 80’erne, der også havde Campbell som instruktør.

I filmen møder vi den aldrende politidetektiv Thomas Craven, spillet af Gibson, som netop har hentet sin voksne datter i en scene så idyllisk, at vi hurtigt fornemmer, at den kun kan være et forvarsel om en ventende tragedie. Den kommer da også prompte, da hun brutalt skydes ned foran huset af en ukendt gerningsmand. Politiet er overbevist om, at det var hendes far, de var ude efter, men Thomas Craven bliver hurtigt klar over, at det var datteren, der var målet, og sætter selv håndfast jagten ind på gerningsmanden.

Mel Gibsons sidste store filmhovedrolle var i “Signs” fra 2002, og dengang var han en af Hollywoods største stjerner. I dag er hans person mere omdiskuteret takket være den kontroversielle “The Passion of the Christ” samt ikke mindst den berygtede episode, hvor han i en alvorlig brandert udspyede antisemitiske bemærkninger. Hans rolle som Craven er ikke blot en tilbagevenden til det store lærred, men også et gensyn med en velkendt type, og rollen ligger periodevis tæt på Gibsons hævngerrige Porter fra Brian Hegelands herligt mørksynede “Payback”.

Forskellen mellem de to ligger dog først og fremmest i, at hvor “Payback” var tilfreds med at være kulørt action, så vil “Edge of Darkness” også gerne tages alvorligt som en thriller, der rent faktisk har noget på hjerte, og hævnfortællingen krydres derfor med vage sidehistorier om ulovlig våbenbygning, korruption samt Cravens opdagelse af, hvordan datterens liv egentlig var. Det er alt sammen for meget om for lidt, og overfloden af emner skyldes formodentlig arven fra tv-serien, hvor forfatteren havde bedre plads til at brede sig.