[b]At rejse er at leve[/b]

I 2006 brød Jason Reitman igennem med den skævt humoristiske “Thank You for Smoking”, og i 2008 dystede hans fintfølende teenageportræt “Juno” om årets Oscar. En lovende karriere tegner sig for den kun 32-årige instruktør, der netop nu er aktuel med filmen “Up in the Air”. En bittersød komedie med et klart budskab, der bestemt ikke ødelægger Reitmans fine stime af gode film.

Ryan Binghams job er at fyre mennesker, når deres chef ikke selv har modet til at føre kniven. Og i økonomiske krisetider er der bud efter ham over hele USA. Over 300 dage om året er Bingham på farten, og hans tilværelse er reduceret til lufthavne, hoteller, lejede biler og flygtige kvindebekendtskaber. Men Bingham elsker det. Den unge kvindelige rationaliseringsekspert Natalie vender imidlertid op og ned på Binghams tilværelse, for fyringerne kan jo sagtens foregå over webcam, og dyre flyrejser kan derved spares væk. Natalie skal dog først oplæres af Bingham i fyringens kunst på en sidste tur ud til virksomhederne. Men det bliver en tur, der sætter Binghams faste overbevisninger på en hård prøve.

Den absolutte styrke i “Up in the Air” er den helstøbte persontegning af enegængeren Ryan Bingham – en rolle, der er som skræddersyet til George Clooney. Som en anden Cary Grant eller Sean Connery giver Clooney Bingham en særlig cool verdensmandsattitude, så man forstår, at Bingham føler sig helt tilrette i sin frie ungkarletilværelse. Her forekommer ynkværdig ensomhed fjern, når Bingham nyder en kølig drink i hotelloungen og selvsikkert erobrer en smuk kvinde til uforpligtende sex. Samtidigt er der noget umiddelbart tiltalende over Binghams livsfilosofi om at frigøre sig fra unødvendigt isenkram, tunge ansvarsbyrder og kompromitterende familieforhold. Livsbagagen skal kunne være i en kuffert, og kursen er sat efter mottoet, som vor kære nationaldigter engang sagde det: [i]”at rejse er at leve.”[/i]

Men Bingham er ikke kun mr. Cool. Karakteren er mere kompleks end som så. Han forholder sig kynisk distanceret til sit lidet misundelsesværdige arbejde, men formår ofte at vise en rørende empati i selve fyringssituationen. Med lette humoristiske toner gør Reitman også flere steder fint opmærksom på de noget latterlige aspekter i Binghams professionalisme. Som når han belærer om, at asiater pga. deres effektivitet er de bedste at placere sig bagved i check-in-køen. Eller når han stolt fremviser sine mange plastikkort, der giver ham særlige elitegoder på diverse hoteller.

Binghams tilværelse er let som luft og kun en flyafgang fra den truende ensomhed. Den er med andre ord ikke holdbar. Reitman placerer heroverfor familien som det varme, lysende alternativ. Familien er nok tyngende, men her findes også de værdier, som fylder livet med indhold og meningsfuld tyngde. Dette er filmens klare budskab, hvilket bl.a. kommer til udtryk i en række klip, hvor virkelige mennesker giver udtryk for deres frustration over at blive fyret. Fyringen åbner op for en overvældende utryghed, men familien kan være den sikre bastion, der støtter i svære tider. Desværre bliver Binghams erkendelse af de virkelige værdier en anelse for klichefyldt. Både den naive Natalie og et forhold til en moden kvinde tjener lidt for tydeligt som figurer, der skal lede Bingham mod den rette erkendelse. Værst bliver det i en meget tænkt scene, hvor Bingham modstræbende må komme sin søster til hjælp og overtale hendes kommende mand, der har fået kolde fødder på bryllupsdagen, til at indse ægteskabets fordele. Heldigvis opvejes disse lidt letkøbte elementer af en tilfredsstillende slutning.