[b]Fortryllet igen[/b]

Nogle gange skal man have tingene hængende lige foran næsen på en, før man bliver klar over, hvor meget man har savnet dem, og det var lige netop, hvad der skete for undertegnede inden for de første minutter af “Prinsessen og Frøen”.

Filmen markerer en tilbagevenden til den klassiske Disney-stil med håndtegnede billeder, iørefaldende sange og en traditionel eventyrfortælling – kort sagt alle de ting, som, man nærmest troede, var væk for evigt. Her er hverken hektiske actionscener eller 3D-effekter, men i stedet en roligt fortalt beretning, der udspiller sig i 1920’ernes New Orleans.

Her møder vi Tiana, der bestemt ikke er nogen prinsesse, men som møjsommeligt må slide og slæbe for at kunne erhverve sig den restaurant, der var hendes afdøde fars store drøm. Til byen kommer også en forkælet prins, som dog snart ved hjælp af sort magi bliver tryllet om til en frø. I den form møder Tiana ham da også, som det står skrevet i eventyret, men det velkendte kys, der skal transformere ham tilbage til menneskeskikkelse, viser sig at have en uventet virkning: I stedet bliver Tiana selv også forvandlet til en frø.

At se filmen er lidt som at træde ind i en tidskapsel, hvori man transporteres tilbage til de dage, hvor Disney stadig kunne finde ud af at lave gode film uden Pixars hjælp, og faktisk kunne man let tro, at filmen stammede fra samme periode som “Den lille havfrue” og “Skønheden og Udyret”. Forbandelser og forvandlinger er klassiske Disney-emner, og da eftersøgningen på det medikament, der kan trylle parret til normal form, begynder, flyttes handlingen ud i Louisianas sumpe, hvor de bl.a. får følgeskab af en jazzglad alligator og en forelsket ildflue. Helt efter bogen leverer de en stor del af filmens humor, men samtidig charmeres man også af den sødmefyldte kærlighedshistorie, efterhånden som frøerne finder fælles fodslag, og fortællingen bliver derved også en påmindelse om, at de velkendte Disneyeventyr også hører til nogle af de mest enkle og rørende romancer.

Begivenhederne understøttes af Randy Newmans musik, der med sin kraftige brug af jazz og gospel har kant nok til at fungere effektivt som forfriskende understøttelse af fortællingen, men samtidig er manglen på deciderede showstoppers påfaldende, og her er næppe nogen numre, der vil fænge uden den visuelle side.