[b]Bad Ass Basterds[/b]

Det ligner ellers ikke Tarantino at lave en periodefilm. Men det klæder faktisk den ombejlede herre at bevæge sig ud af det kriminelle miljø fyldt af [i]bad ass motherfuckers[/i] og håndpistoler. Nå ja, der er sådan set masser af begge dele i “Inglourious Basterds”, men sat i 2. Verdenskrig får det et noget anderledes tvist, end vi er vant til fra Tarantinos side. Og så alligevel ikke. For drivkræfterne i denne film er præcis de samme som i tidligere film: ultravold og velskreven dialog med et subtilt, konstant underliggende lag af ubehag.

Under 2. Verdenskrig får en gruppe amerikanske soldater med tilnavnet The Basterds til opgave at drage til det besatte Frankrig, forklæde sig som franske bønder og slagte nazister en masse. Mens The Basterds turnerer rundt og spreder frygt og kaos blandt de udstationerede nazister, gør den distingverede og kyniske Hans Landa, også kendt som Jødejægeren, det samme blandt de franske jøder. Men én slipper væk, og det får store konsekvenser i Det Tredje Rige.

Tarantino er en fantastisk personinstruktør. Karaktererne i filmen er knivskarpe, og samtlige skuespillere funkler og brillerer i deres respektive roller. Der gøres brug af amerikanske såvel som europæiske stjerner, og historien udspiller sig på både engelsk, tysk, fransk og italiensk, hvilket er et kærkomment alternativ til den amerikanske tradition, hvor alt oversættes til engelsk. Filmen starter med en fantastisk scene, hvor Jødejægeren besøger en fransk bonde for at undersøge, om han skjuler en eftersøgt jødisk familie. Med velgennemtænkt kameraføring og klipning opnås en vanvittig intens stemning på baggrund af noget så actionforladt som en samtale mellem to mænd.

Og netop dialogen er og har altid været Tarantinos speciale. “Inglourious Basterds” er en krigsfilm og byder derfor på en vis portion action, men faktisk består filmen primært af enormt lange dialogscener, hvor plottet langsomt udvikler sig, og de indbyrdes forhold mellem figurerne etableres og karakteriseres. Det er vanvittigt godt skrevet og bliver bestemt ikke værre af det intense skuespil – især bør Christoph Waltz i rollen som Jødejægeren fremhæves.

Sammenfattet kan det altså konkluderes, at Tarantino med sin fremragende dialog, sit indgående kendskab til de filmiske virkemidler samt den kyndige personinstruktion beviser, hvor habil han er bag et kamera. Derfor må man også spørge sig selv: Hvorfor prøver han at sabotere det? Pludselig og totalt ude af kontekst sætter Samuel L. Jacksons stemme ind med en forklarende voice over. På et andet tidspunkt bliver et stort, gult skilt med navnet på en nyintroduceret karakter klasket op på skærmen. Hvad skal vi bruge det til? Det er nu mere end 15 år siden, Tarantino gjorde sine postmoderne pointer med “Pulp Fiction”, men den selvreferentielle metatekstualitet virker nu om dage ikke som andet end en forstyrrende krampetrækning fra en instruktør, der fortsat prøver at sætte sit personlige præg på filmindustrien. Tarantino er dygtig, ingen tvivl om det, men han er bestemt ikke længere nyskabende. Tværtimod fremstår han som en kopi af sig selv.

“Inglourious Basterds” er en god og underholdende film, der bæres frem af et uovertruffent samspil mellem de fremragende skuespillere. Men hvor er det ærgerligt, at Tarantino ikke kan tage sig selv seriøst og konstant lægger en ironisk distance til sine værker. Hans postmoderne tendenser er ved at blive en gene, men i de scener i filmen, hvor han udforsker den konventionelle og knap så ironisk distancerende fortælling uden dog at gå på kompromis med det Tarantino’ske islæt er han blandt eliten. Fortsætter han med det, er der en god chance for, at vi stadig har hans bedste film til gode. I mellemtiden har han lavet en underholdende, sorthumoristisk film, som har et noget anderledes [i]take[/i] på 2. Verdenskrig.

[b]Video[/b]

Præsenteret i anamorphic 2.35:1. Samlet set et ganske glimrende transfer. Farverne er gode og naturlige og billedet frit for grums. Kontrasten har en del små udsving, og der forekommer en smule edge enhancement. Skarpheden er god, men ikke perfekt.

[b]Audio[/b]

Dolby Digital 5.1. “Inglourious Basterds” er en film, der er båret meget af dialog. Baghøjtalerne bruges derfor primært til subtile, atmosfæriske lyde, men når kuglerne flyver, kommer der mere gang i alle kanaler. En gang eller to føres soundtrackets elementer ud i forskellige kanaler, hvilket giver en levende, tredimensionel oplevelse af musikken. Lyden er veldefineret over alle frekvenser og er generelt ganske behagelig.

[b]Ekstramateriale[/b]

Ekstramaterialet er dvd’ens svageste punkt. Udover nogle forlængede scener, der ikke tilføjer det store til historien, kan man se kortfilmen “Nations’s Pride”, der indgår som en del af plottet i “Inglourious Basterds”, men da man allerede har set en del af den i filmen, er den knap så spændende.