Var det alligevel for naivt af mig at forvente – ud fra dens titel – at “Transformers: De faldnes hævn” ville skildre et storstilet slag mellem alle os, der vitterligt [i]faldt[/i] i søvn til Michael Bays rærlige “Transformers”, og så ILM’s computergenererede megarobotter fra selvsamme fadæse? Tydeligvis. Sikke en sød hævn det ellers ville have været… Den dårlige nyhed er desværre, at det er endnu sværere at knalde brikker under toeren, som er større, længere og (ikke mindst) mere støjende end sin forfærdelige forgænger.

Film fås simpelthen ikke mere kyniske end “Transformers: De faldnes hævn”. Her er en film, som blev hastet i produktion før manuskriptforfatterstrejken i Hollywood – en blockbuster skabt for at sælge legetøj, videospil og popcorn. De få replikker og menneskelige karakterer skænkes knap nok en tanke imellem de utallige, alenlange actionsekvenser, som undertiden virkelig imponerer fra et teknisk standpunkt, men ofte er umulige at finde hoved og hale i. Computergenererede metaldele svinger hurtigt rundt, mens Bays kameraoperatører febrilsk kaster rundt med kameraet. Man har sjældent nogen idé om, hvad der foregår, hvem som er hvem, eller… hov, der tabte jeg sgu lige tråden.

Når det kommer til at detonere sprængstof og smadre den amerikanske infrastruktur, har Bay ingen ligemand i Hollywood. Men efter få minutter er man allerede træt af det ensformige sansebombardement. Mens kollegaer som Paul Greengrass, J.J. Abrams og James Cameron får adrenalinen til at pumpe ved at kombinere hæsblæsende action med karakterer og drama, man kan tage og føle på, forsøger Bay i stedet at gejle os op med livløs musik, tilfældige eksplosioner og alt fra kvindenedsættende til mildt racistiske vitser, men lige meget hjælper det – man forbliver uberørt. Hvis der er noget, både tilhængere og modstandere af “Transformers: De faldnes hævn” har været enige om, er det, at filmen er hjernedød. Men Bays seneste makværk er ikke blot en film uden hjerne. Det er en film uden sjæl.

Præsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen-format. Bay er glad for kraftige, overdrevne farver, gryn og store kontraster, og til tider har dvd’ens transfer svært ved at gengive filmens stiliserede look helt perfekt. En sjælden gang imellem drukner detaljer i de dunkleste områder, og gryn har det med at ligne digital støj. Men billedet er knivskarpt, farverne har hele tiden den helt rette temperatur, hverken edge-enhancement eller udtværing figurerer, og sædvanligvis er grynniveauet og kontrasten helt perfekt.

Filmens lydside er formentlig dens største force, og man kunne ikke forestille sig lydsiden blive præsenteret bedre på dvd, end den bliver af skivens Dolby Digital 5.1-lydspor. Allerede da filmselskabernes logoer dukker op i starten af filmen, bliver man blæst ud af stolen – man hører stjernerne i Paramounts logo flyve hele vejen rundt om sædet, og panoreringerne er generelt superbe. Subwooferen brummer, da DreamWorks’ logo toner frem, og de mange dybe toner får værelset til at ryste voldsomt og på de helt rigtige tidspunkter. Høje toner er også klokkeklare, det samme er replikkerne, og lydeffekterne og dialogen har en herlig rumklang og gengives med en utrolig klarhed, man nærmest udelukkende oplever på HD-lydspor. Som sagt er filmen meget støjende – auditivt er actionsekvenserne ekstremt aggressive, men i de få stilfærdige sekvenser leverer samtlige højtalere et hav af stemningsfulde lydeffekter, som skaber et lydbillede, der komplementerer billederne perfekt.

Ud over filmen huser dvd’en kun et kommentarspor med Michael Bay og manuskriptforfatterne Roberto Orci og Alex Kurtzman. Hvis man vil have mere ekstramateriale, bliver man nødt til at købe filmen på Blu-ray. Fans af Bay og filmen vil formentlig nyde kommentarsporet. Omvendt vil man næppe sætte pris på det, hvis man ikke kan fordrage instruktøren, idet han lægger ud med at blære sig med, hvor godt filmen har klaret sig i biograferne. Men Bay er sgu en underholdende fortæller, som heldigvis er langt mere selvironisk end hans film, og både Bay, Orci og Kurtzman har flere interessante anekdoter i ærmerne, men til tider er de altså lige lovlig selvfede.