Filmz
Sherlock Holmes

Sherlock Holmes

Medvirkende:

Robert Downey Jr., Jude Law, Rachel McAdams, Mark Strong, Kelly Reilly, Eddie Marsan, James Fox, Hans Matheson, Bronagh Gallagher, William Hope, Robert Maillet, Geraldine James, William Houston, Joe Egan, Robert Stone, David Garrick, James A. Stephens, Terry Taplin

Instruktør:

Guy Ritchie

Filmlængde:

128 minutter

Genre:

Drama, Adventure

Sherlock Holmes

[b]Elementært underholdende[/b]

Der har i mange år været ret stille på Baker Street 221b i London, og den verdensberømte detektiv Sherlock Holmes og hans trofaste medhjælper Dr. Watson synes begge at have stoppet piben ind og trukket sig tilbage til de litterære klassikeres støvede boghylder. Altså indtil nu. For tiden er kommet til at sparke det højtelskede makkerpar ind i det nye årtusinde og sende dem ud på flere hæsblæsende eventyr i det viktorianske London. Men hvordan gør man så lige det? Elementært, min kære læser: Man sætter Guy Ritchie i instruktørstolen, hyrer Hollywoods charmetrold nummer et, Robert Downey Jr., til at spille titelrollen, og så kommer det hele næsten af sig selv.

[image=49135]

Problemet med Sherlock Holmes har altid været, at de intelligente og spændende mordopklaringer i bøgerne aldrig rigtig har fungeret særlig godt på film og tv. Lige så medrivende og interessante Holmes’ deduktionsmetoder har været på skrift, lige så tamme og monotone har de ofte forekommet på film, og man har i mange år lukket øjnene for, at historierne på det store lærred har brug for et andet tempo end i bøgerne.

Det skal jeg love for, at der bliver lavet om på med “Sherlock Holmes”. Her følger man den samme opskrift som hos de gode, gamle “Indiana Jones”-film, hvor de første anslag viser vores helt i færd med afslutningen af et ældre eventyr. Som en slags viktoriansk udgave af “Butch Cassidy and the Sundance Kid” kæmper Holmes og Watson sig igennem en religiøs kult ledet af superskurken Lord Blackwood for at redde det sjette offer i et blodigt ritual. Denne introduktion til Sherlock Holmes version 2.0 er en genial måde at give publikum følelsen af, at den aldrende detektiv aldrig rigtig har været væk, men blot har været travlt beskæftiget med at holde Londons gader fri for kriminalitet.

[image=34406]

Filmens egentlige historie starter først, da den nyligt henrettede Lord Blackwood tilsyneladende genopstår fra sin grav og sætter en ny række bestialske mord i gang. Her er det op til Holmes at bruge både sine knytnæver, sin snilde og sin logiske sans for at opklare det blodige mysterium. Handlingen i “Sherlock Holmes” er en medrivende rutsjebanetur, der sætter alt ind på at underholde og betage sit publikum, og det lykkes over al forventning. Filmens visuelle portræt af London leder tankerne tilbage på den mesterlige thriller “From Hell” om seriemorderen Jack the Ripper, og man fornemmer virkelig den dekadente og beskidte bagside af medaljen, som industrialiseringen førte med sig til London i slutningen af 1800-tallet. Hans Zimmers underlægningsmusik er intet mindre end fantastisk. Det simple violintema er ikke blot et kløgtigt nik til Ennio Morricones mandolintema i “Once upon a Time in the West”, men fungerer flere steder også som et slags motiv for Holmes’ maniske adfærd.

Filmens helt store styrke skal dog findes i sammenspillet mellem Holmes og Watson. De to partnere er hinandens modsætninger, men kan paradoksalt nok ikke fungere uden hinanden. Dette noget dysfunktionelle forhold resulterer i dramatiske højdepunkter og adskillige komiske guldkorn. Men under filmens kulørte og underholdende overflade kan man samtidig ane temaet om det ubrydelige bånd mellem to mænd og vigtigheden af venskaber. Robert Downey Jr. giver et fantastisk portræt af den intelligente og charmerende detektiv og viser endnu engang, hvorfor han er en af vor tids allerbedste skuespillere. Holmes bliver simpelthen mere interessant i hænderne på Downey Jr., og han tilføjer en manisk og humoristisk adfærd hos den legendariske figur, der giver én lyst til at følge den genoplivede helt i fremtidige eventyr.

[image=48353]

Kort om filmen

I “Sherlock Holmes” bliver Holmes og hans rolige partner Watson stillet overfor nogle store udfordringer. Holmes skal kæmpe som aldrig før for at fange en ny fjende og for at opklare et dødbringende plot, som kan ødelægge hele landet. Vi møder også Irene Adler – den eneste kvinde, der nogensinde har overvundet Holmes og som har fastholdt et stormfuldt forhold til detektiven.

Ads by MGDK