[b]Når målet helliger midlet[/b]
Mens kritikken har haglet ned over TV2’s lancering af tv-serien om den berygtede Blekingegadebande, så er det værd at rette kikkertsigtet mod den tyske pendant i den noget mere rebelske og omfangsrige tyske terrorgruppe Rote Armee Fraktion, der på formidabel vis skildres i den tempofyldte “Baader Meinhof Komplekset”.
[image=49338]
Konturerne blandt de oprørende venstrefløjsaktivister tegnedes særligt af den kritiske journalist Ulrike Meinhof og de to mildest talt aktionerende sabotører Andreas Baader og Gudrun Enslinn. Holdet bag Adolf Hitlers deroute i den intense “Der Untergang” serverer her historien om den tyske venstrefløjs opblomstring, storhed og fald fra sluttresserne og flere årtier frem. Set i forhold til den danske Blekingegadebande er det en historie med kød på og en historie, der er svær – modstander eller medløber – ikke at lade sig rive med af. Gruppens medlemmer, der undervejs bliver mange af, kæmper med hud og hår og med livet som indsats for den overbevisning, de tror fuldt og fast på.
Årsagerne er mangeartede og kommer i kølvandet på kulturrevolutionen sidst i tresserne. Amerikanernes imperialisme og intervention i Vietnam er anstødssten, men generelt synes kapitalismens højborg at være skydsmål. Spørgsmålet er så, om målet helliger midlet. I visse tilfælde har det nok gjort det, i andre ikke. Baader-Meinhof-gruppen stod nemlig for en bred vifte af aktioner, der strakte sig fra – i udgangspunktet i hvert fald – fredelige demonstrationer til bilafbrændinger, flykapringer og terroranslag. I “Baader Meinhof Komplekset” stilles lovens lange arm i et dårligt lys, Tyskland som sådan iscenesættes som en politistat, mens situationerne særligt ses igennem aktivisternes øjne.
[image=49339]
Om det er den helt sandfærdige historie, vi her udsættes for, er derfor tvivlsomt. Alligevel virker beretningen overordnet sober og tegner portrættet af en stadig voksende gruppe mennesker med stadig større almen opbakning blandt befolkningen, der kæmpede for de kerneværdier, de troede på. I den knap toogenhalv time lange historiske udredning følges en løbende optrapning, hvor politiet tager stadig mere militante midler i brug for at komme gruppens aktioner til livs, hvorfor de aktionerende følgeligt gør det samme. Vi følger Rote Armee Fraktions inderkreds, som de lever et turbulent liv ind og ud af fængselsceller, igennem sultestrejker, bortførelser, retssager og regulære henrettelser på åben gade. Men samtidig sættes de historiske streger i sandet med særligt de turbulente tressere i bakspejlet.
Drabene på Martin Luther King, John F. Kennedy, protesterne mod Vietnamkrigen og den generelt frivole livsstil med åbne forhold er blot nogle af de tendenser, der tegnede og prægede de spraglede medlemmer. Samtidig viser “Baader Meinhof Komplekset” helheden i den større sammenhæng. Hvordan bankrøverier og finansieringer trækker tråde mellem de talrige aktioner rundt omkring i Europa og til palæstinensernes frihedskamp i Mellemøsten og på sin vis frem til nutidens terrorisme på den globale scene, om end sidstnævnte er noget, man selv må fabulere sig til. Selv om Uli Edels dokudrama hører til i den lange ende, føles det aldrig sådan. Klipningen er hurtig og effektiv og indholdet fremstillet dynamisk og fængslende.
[image=49340]
Som eneste kritik bør det påpeges, at det politisk aktive miljø er befolket med et væld af karakterer, hvoraf flere er svære at skille fra hinanden. Ikke desto mindre er skuespillet over hele linjen veloplagt og indlevende, mens kampen fortsætter, og gnidningerne undervejs tager til i internt regi. Særligt bliver splittelsen mellem Meinhof og Baader tydelig, da de alle ryger i isolationsfængsel og må fortsætte kampen på andre præmisser. Trods de ændrede forhold er de dog stadig lige kompromisløse. Fra sidelinjen er endnu et gensyn med Bruno Ganz klædeligt som den iltre politihøvding, der på den ene side prøver at forstå aktionisternes bevæggrunde og på den anden side prøver at indfange dem. Men det er tilsyneladende lidt af en opgave. Helt så svært er det ikke at lade sig fange af “Baader Meinhof Komplekset”, der hæver sig klasser over serien om Blekingegadebanden, men også hviler på en historie med noget mere krudt i våbenarsenalet.
[b]Video[/b]
“Baader Meinhof Komplekset” præsenteres med et skarpt look i et anamorphic widescreen 1.85:1-format, der kun i mindre målestok har ridser i lakken. Det er muligt at opleve en smule edge-enhancement og digitale forstyrrelser, mens farvetemperatur og kontrast til gengæld er urokkelige faktorer i det samlet set indbydende transfer.
[image=49341]
[b]Audio[/b]
Også lyden gør sig godt. I det tysksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor er dialogen tydelig og uden overstyringer, mens atmosfæren er detaljerig, og de mange aktioner lægger op til distinkte effektlyde og vellykkede lydpanoreringer. Underneden er den orkestrale underlægningsmusik i tilgift stemningsfuld.
[b]Ekstramateriale[/b]
Der er ud over enkelte trailere ikke ekstramateriale på denne udgivelse.
[image=49342]