Filmz
Porco Rosso

Kurenai no buta

Medvirkende:

Shûichirô Moriyama, Tokiko Kato, Sanshi Katsura, Greg Ellis, Tsunehiko Kamijô, Akemi Okamura, Akio Ôtsuka, Hiroko Seki, Jack Angel, Dee Bradley Baker, Michael Bell, Jeff Bennett, Earl Boen, Cameron Bowen, Rodger Bumpass, Corey Burton, Jennifer Darling, Debi Derryberry, Ashley Edner, Bobby Edner, Susan Egan, Paul Eiding, Cary Elwes, Bill Fagerbakke, Bill Farmer, Pat Fraley, Brad Garrett, Brian George, Lynn Harris, Gérard Hernandez, Michael Keaton, Tom Kenny, Sherry Lynn, Tress MacNeille, Kaitlyn Maggio, Mickie McGowan, Laraine Newman, Rob Paulsen, Bradley Pierce, Phil Proctor, Jean-Luc Reichmann, Jean Reno, Kevin Michael Richardson, Aimee Roldan, Deanna Russo, Osamu Saka, David Ogden Stiers, Mahito Tsujimura, Jim Ward, Frank Welker, Kimberly Williams-Paisley, Minoru Yada

Instruktør:

Hayao Miyazaki

Filmlængde:

94 minutter

Genre:

Romantik, Animation, Adventure, Fantasy

Porco Rosso

[b]Der er noget i luften – er det bacon?[/b]

Her i Vesten er Hayao Miyazaki efterhånden blevet synonym med den stærke, japanske animé-tradition. Mange vil kunne nikke genkendende til titler som “Det levende slot”, “Prinsesse Mononoke” og selvfølgelig den meget roste “Chihiro og heksene”, som alle er produktioner fra instruktørens succesrige selskab Studio Gibli. På trods af at animébølgen med Miyazaki i spidsen først på det seneste har gjort sit indtog hos et bredere publikum end blot tegnefilmnørder, er hverken genren eller Studio Gibli nogen vårunge. I denne omgang skal det handle om “Porco Rosso”, som er en relancering af Miyazakis eventyr fra 1992.

[image=48978]

Vi befinder os i Middelhavet ud for Italiens kyst i 1920’erne. Første Verdenskrig er overstået, men piloterne er stadig helte og behandles som rockstjerner, hvor end de kommer. Den største af dem alle er Porco Rosso, outsideren, der efter at have mistet hele sin deling under et slag i krigen blev forvandlet til… en gris. Nu forsørger han sig som dusørjæger og er en konstant torn i siden på Middelhavets flyvende pirater, som huser en af Porco Rossos argeste fjender, den amerikanske pilot Curtis – der efter at have skudt svinedrengen ned i en duel bejler til hans gamle flamme, Gina. Det kan Porco Rosso selvfølgelig ikke have hængende på sig, og langsomt trækker det op til kamp mellem alfa-grisen og hans mere menneskelige antagonist.

Dette er en meget, meget mærkelig historie. Til at starte med springer det selvfølgelig i øjnene, at vores lidet moralske helt er en gris. Det er der for så vidt ikke noget galt med – vi har som publikum været vidner til langt særere ting. Men på intet tidspunkt kommer der en forklaring på, hvordan det er sket eller for den sags skyld et oplæg til en fortolkning af denne spektakulære begivenhed. Således lægges stilen i “Porco Rosso”, som i modsætning til de fleste af Miyazakis film ikke er tiltænkt et børnepublikum. Filmen befinder sig meget langt fra Studio Giblis vestlige pendant Pixar og giver ingen moraliserende pointer fra sig, men er derimod et langt sammensurium af fantasifulde påfund, af hvilke publikum selv må udlede mening.

[image=48979]

Og netop dette bliver desværre mere et af filmens svage end stærke punkter. “Porco Rosso” fremstår som en noget rodet affære. Fortællingen lægger sig et sted mellem en ukompliceret kærlighedsaffære (der dog kompliceres en smule af det små-pædofile venskab mellem hovedpersonen og hans syttenårige mekaniker), en historisk fortælling om det fascistoide Italien, et mytologisk eventyr og en actionfilm. Den endelige konfrontation mellem helt og skurk, som samler op på de mange tråde, bliver ikke nær så storslået og afsluttende, som filmen i lang tid lægger op til, og det ender desværre i en halvtom fornemmelse.

Som læseren måske kan fornemme, kræver “Porco Rosso” mere af seeren, end vi normalt er vant til, når vi ser tegnefilm. Det er naturligvis ganske forfriskende, og her i Vesten kunne vi lære noget af japanerne, der i langt højere grad betragter tegnefilmmediet som en udtryksform, der ikke nødvendigvis skal appellere til børn. Således lykkes det trods filmens manglende røde tråd at skabe et interessant univers, som taler til den opmærksomme og historisk bevidste beskuer. Det portrætterede mellemkrigs-Italien bliver et vidnedsbyrd om Miyazakis anskuelse af verden som en mytologisk legeplads, der kan formes efter forgodtbefindende, og det er ganske interessant at se et asiatisk funderet farverigt bud på en vestlig, historisk periode.

[image=48981]

“Porco Rosso” er en sjov ide, som umiddelbart har et godt potentiale. Universet er finurligt og gådefuldt, og trods de under overfladen barske og kyniske temaer emmer filmen af varme og humor. Det ændrer dog ikke på, at fortællingen er rodet, og at man som publikum ikke skal regne med at udlede en større sammenhæng af filmens skæve historier. Det opfordrer den for så vidt heller ikke til, men en absurd fortælling fordrer stærkere karakterer og scener, end “Porco Rosso” har at byde på. Miyazaki har bestemt ikke begået en svinestreg, men der er ingen tvivl om, at vi har set – og forhåbentlig kommer til at se – bedre film fra den japanske mester.

[image=48980]

[b]Video[/b]

Præsenteret i anamorphic 16:9. Filmen bærer præg af at være overført fra en gammel filmrulle. Der er en del ridser og støj, og i mange scener er der farveforvrængninger i venstre side af billedet – det ligner næsten, at filmrullen har fået falsk lys. Kontrasten er fin, men farverne har af og til lidt udsving. Man aner en snert edge enhancement, men udtværing og andre komprimeringsfejl forekommer ikke.

[b]Audio[/b]

Dolby Digital 2.0. Den digitale feinschmecker vil naturligvis straks gå i flæsket på lydsiden, da vi må “nøjes” med et stereospor – ja ja, man bliver jo lidt forvænt i disse audio-visuelle forkælelsestider. Det generelle lydbillede har som forventet ikke nær så veldefinerede elementer som et surround-spor. Dialogen er udmærket, men især de dybere frekvenser har lidt overlast. Der er simpelthen ikke smæk nok nok på bassen i kampscenerne, som kommer til at virke en tand dovne.

[image=48982]

[b]Ekstramateriale[/b]

Ud over en håndfuld trailere følger et storyboard i filmens fulde længde med. På trods af at lydsiden er lagt på for at tilføje en ekstra dimension, skal man nok være overordentligt interesseret i tegning og animation for at finde denne feature spændende.

Kort om filmen

Filmens røde gris (med moustache!) er et tidligere flyver-es, der engang efter Første Verdenskrig driver rundt i luften over Adriaterhavet og ernærer sig som dusørjæger. Han bor i et lille telt på en øde ø, men så snart telefonen ringer, går han i luften for at jage de pirater, der hærger på vandet.

Ads by MGDK