[b]Langtfra X-ceptionel[/b]

Den allerførste scene i “X-Men Origins: Wolverine” er symptomatisk for hele filmen. I 1845 ligger en tolvårig James Howlett, der som voksen bliver til superhelten Wolverine, i sin seng. [i]”Du er altid syg,”[/i] konstaterer en ung Victor Creed, som senere bliver til superskurken Sabretooth. Før vi rigtig når at ænse James’ kroniske sygdom eller Victors alenlange negle, kommer James’ far ind for at berolige sønnike. Så banker det på døren, og fuldkommen nonchalant forlader faderen værelset, før han af uransagelige årsager slås ihjel af [i]Victors[/i] far, der med sit sidste åndedrag bekendtgør, at [i]han[/i] faktisk er James’ far, efter at James har spiddet ham med tre knivskarpe pigge, der pludseligt voksede ud af hans knoer. Forskrækket og forvirret spæner James væk, men han standses af Victor, som altså er James’ bror. Blot få sekunder efter at være flygtet vil James hjem igen. Hvabehar?

Alt dette afvikles inden for så få minutter, at man både mister pusten og interessen. Hvad var forholdet mellem Wolverines “rigtige” og “falske” far? Hvordan kan mutanten holde sin koldblodige storebror ud? Hvor katten stammer heltens mod og moralkodeks fra? Hvordan blev Wolverine egentlig til Wolverine? Disse nagende spørgsmål og talløse andre ignorerer filmen totalt. “X-Men Origins: Wolverine” blev lanceret som filmen, der endelig ville granske Wolverines mystiske fortid, men den karismatiske superhelt er en bifigur i sin egen historie, hvor han må se sig nedprioriteret i forhold til eksplosioner og special effects. Bryan Singers to fremragende “X-Men”-film dissekerede Wolverines persona og gådefulde rødder uendeligt bedre – og de havde ikke engang Wolverine som primus motor.

“X-Men Origins: Wolverine” giver ordet [i]forhastet[/i] en helt ny betydning. Det er en kliché inden for filmjournalistik at klandre en dårlig film for slet ikke at have haft et manuskript, men drejebogen til “X-Men Origins: Wolverine” må snarere have lignet en dagsorden end et decideret manus. Man kan snildt forestille sig filmmagerne mumle bag kameraet, mens de dovent krydser punkter af… [i]”Wolverine muterer, tjek. Wolverine får sit adamantiumskelet, tjek. Wolverine får hentet sin karakteristiske jakke, tjek.”[/i] Men hvad med noget ordentligt indhold i intervallerne mellem punkterne, gutter? Hvad med nogle replikker, der ikke lyder som slogans i pompøse tv-reklamer eller uddrag fra sentimentale sæbeoperaer?

Og filmen begår nøjagtig den samme katastrofale fejl som “X-Men: The Last Stand” ved at introducere så mange af tegneseriens figurer, at fortællingen hele tiden mister momentum. Der er altså snarere tale om en visuel encyklopædi end en regulær film. Seriens seneste kapitel overser dog endnu flere pinende plothuller end forgængeren. Hvis skurkene vil forvandle Wolverine til et programmerbart, uovervindeligt våben, hvorfor sletter de så ikke hans hukommelse, [i]før[/i] de gør ham usårlig?

“X-Men Origins: Wolverine” er omtrent lige så ophidsende som at se en kammerat over skulderen, mens han spiller det mest trivielle videospil til dato. Som en programmeret robot drager Wolverine fra punkt A til B til C og så videre, og i bedste videospilstil er der ved hver destination en “boss” – gerne endnu en overflødig tilføjelse til det allerede overbefolkede persongalleri – som skal tæskes sønder og sammen, før Wolverines næste destination er klargjort. Cyklussen gentages, indtil man er parat til at skråle [i]”Game over!”[/i] Langt de fleste videospil ser dog flottere ud end denne bommert til 150 millioner dollars, hvis rædderlige computereffekter suger al spænding ud af de uopfindsomme actionsekvenser.

Det, der i sidste ende redder filmen fra at være en total bundskraber, er skuespillerne. I rollen som den rapkæftede dræbermaskine Deadpool er Ryan Reynolds kæk og karismatisk som altid, men han optræder desværre kun i få minutter. I titelrollen er Hugh Jackman (som sædvanligt) allerhelvedes charmerende, men han får ikke meget andet at lave end at skråle og hvine, og indimellem er hans præstation forbløffende mådeholden. Jackson ligner ofte en desillusioneret mand, som udmærket ved, at han medvirker i noget gudsjammerligt bras. Men ensemblets stjerne er Liev Schreiber. Som den barbariske Sabretooth går Schreiber til værks med en energi og en entusiasme, som filmen på ingen måde fortjener. Uden Schreiber havde “Wolverine” været en fadæse til bundkarakter.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Transferet er omtrent lige så knivskarpt som Wolverines dødsensfarlige pigge, og detaljerigdommen er hyppigt overvældende. Sortniveauet er som regel perfekt, men indimellem er de dunkle nuancer tydeligvis for lyse, hvorfor billedet bliver lidt fladt. Scenerne med mange computereffekter har det med at fremstå lidt slørede, hvilket jo ikke er transferets skyld, men derimod filmholdets dovne computergrafikere. Farverne er mætte og attraktive, og ingen komprimeringsfejl eller glorier forekommer.

[b]Audio[/b]

Ligesom transferet er DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet virkelig godt uden at være perfekt. Der er adskillige sekvenser, hvor højtalerne sættes på en gevaldig prøve – hvor der er sublime panoreringer i hobetal og masser af glædelig subwooferaktivitet. Både lydeffekterne, Harry Gregson-Williams’ forglemmelige musikindslag og replikkerne er i øvrigt tydelige. Men man savner af og til et mere opfindsomt og nuanceret lydbillede, der ikke bare bombarderer lytteren med bombastiske lydeffekter.

[b]Ekstramateriale[/b]

To lyd-kommentarspor (et med instruktør Gavin Hood, et med producerne Ralph Winter og Lauren Shuler Donner) samt hele fire video-kommentarspor (som præsenterer seeren for bl.a. relevante interviews, storyboards og dokumentarklip under filmen) er inkluderet, og de er alle ganske udmærkede, om end lidt tørre til tider. De 10 minutters slettede/alternative scener og små 100 minutters dokumentarer er ikke nær så interessante, men stadigvæk udmærkede. Desuden medfølger både dvd-udgivelsen og en digital kopi af filmen.