[b]Visuelle mirakler[/b]

I filmens sidste stunder går kameraet helt tæt på et par åbne øjne, der stirrer ud mod os. Det er noget nær det perfekte billede på “Avatar”, der fra første stund synes at skrige [i]”Se! Se på disse undere, der omgiver jer!”[/i]

Og se, det gør man. James Cameron – hvis sidste spillefilm var “Titanic” fra 1997 – lovede, at han ville vende tilbage med visuelle mirakler, og det tør svagt antydes, at han holdt sit løfte. Film skal som bekendt helst ses i biografen, men hvis der for alvor er en blockbuster, man ikke må snyde sig selv for at opleve på det store lærred, så er det denne her.

Camerons film har det med ikke blot at være ualmindelig underholdende, men også teknisk banebrydende værker, der sætter nye standarder for filmhåndværk, og “Avatar” er bestemt ikke nogen undtagelse fra reglen. Cameron fik ideen til historien for 14 år siden, men måtte erkende, at den nødvendige teknologi på daværende tidspunkt endnu ikke var blevet skabt. Nu mange år og 300 millioner dollars senere kan vi konstatere, at ventetiden ikke har været forgæves. Filmen er en helt og aldeles overvældende oplevelse, som med sine bemærkelsesværdige 3D-effekter og livagtige CGI-væsner skaber en overbevisende og mageløs verden.

Selve filmens fortælling forsøger ikke at opfinde den dybe tallerken om igen, men er en variation over et velkendt tema. Den invalide Soldat Jake Sully sendes af militæret til Pandora for at infiltrere de fremmedartede na’vi-væseners verden – med henblik på at bruge den erhvervede viden til at skaffe dem af vejen. Sully har ganske vist mistet evnen til at gå, men i en såkald avatar-krop – hvor han ligner de indfødte på en prik – er han pludselig i besiddelse af uovertruffen ynde. Hans nyvundne frihed bliver også vores, og med ham som ledsager rejser vi ind i jungleplanetens forbløffende verden, og her kommer 3D-effekterne da også for alvor til deres ret. I stedet for at anvende dem som en visuel gimmick bruger Cameron teknikken til at levere betagende dybde og detaljer til junglen, og man sidder målløs tilbage og forsøger ihærdigt på at sluge så mange detaljer som muligt. Her er flyvende bjerge, frådende monstre og majestætiske flyveøgler. Hvad var den lyd? Det var din underkæbe, der nok engang ramte gulvet.

Med en spilletid på 162 minutter kunne man nemt forestille sig, at filmen ville føles langtrukken, men handlingen synes aldrig at stå stille. Her er så meget at betragte, udforske og beundre, at man næsten føler, at tiden er for kort til at nå det hele. Da vi træder over i sidste akt bliver handlingen mere traditionel, men da er man blevet så følelsesmæssigt involveret, at man bliver oprigtig nervøs for hovedpersonernes velbefindende.