[b]Med sulten som våben[/b]

Når et land har været gennem en masse tumult, afføder det sædvanligvis en række film om de problematiske tider. I USA er de hurtige til at sætte pengemaskinen i gang – det så vi f.eks. med terrorangrebet i New York – mens andre lande ofte har brug for lidt mere tid til at fordøje omstændighederne. Eksempelvis har Tyskland på det sidste lavet flere fremragende film, der portrætterer forskellige aspekter af det tyske samfund, som det så ud før murens fald, helt tilbage fra krigen og op til 1989. Ligeledes er Irland godt i gang med at bearbejde IRA’s terrorregime, hvilket har bragt os film som Paul Greengrass’ “Bloody Sunday” og Ken Loachs fremragende “Vinden som ryster kornet”. Nu er “Hunger” fra debutanten Steve McQueen (nej, ikke actionhelten fra 60’erne) netop udkommet på dvd.

Med rod i virkelige hændelser tager “Hunger” sit udgangspunkt i terroristen Bobby Sands, som sidder i et særligt fængsel for folk med tilknytning til det berygtede IRA. Fangerne, der ikke anser sig selv for terrorister, men frihedskæmpere, undergår en ekstremt barsk behandling i det lille fængsel, og i et stille, men desperat forsøg på at tilkæmpe sig flere rettigheder begynder de på “den beskidte protest”, der i al sin charmerende ækelhed går ud på at smøre fængslets vægge ind i lort, pisse på gulvet og nægte at gå i bad. Denne protest leder i sidste ende hen mod den sultestrejke, som Bobby Sands i 1981 stod i spidsen for.

Der er ikke mange replikker i “Hunger”. Meget af tiden går med stemningsfulde billeder af fangerne og deres kummerlige liv i de små, ekskrementindsmurte celler, hvor miderne kravler på deres ansigter, når de sover. Alligevel formår hovedrolleindehaveren Michael Fassbender at levere en virkelig god præstation. Hans portræt af Bobby Sands er overbevisende og stærk, og da filmen endelig byder på en længere scene båret af dialog, viser han, at han har gravet dybt for at forstå den desperation, der skal til for at udklække en ekstremist. Det er en lang, stærk scene uden klipning, som rammer hovedet på det søm, der skal give seeren sympati med en mand, som mange instinktivt vil hade pga. hans handlinger.

“Hunger” har nok ikke set synderligt interessant ud på papir, hvilket sandsynligvis er grunden til, at filmen blev afvist af det irske filminstitut. Hvad, man dog ikke har kunnet læse ud af et manuskript, er, at filmen bæres frem af en helt fantastisk billedside. Gennem overraskende og utraditionelle beskæringer og vinkler føres publikum langsomt, men sikkert længere og længere ind i det beskidte univers, hvor frustrationerne bobler hos både de indsatte og personalet. Kameraet tager hverken rollen som fluen på væggen eller aktiv deltager, men nærmere som en kuriøst nysgerrig beskuer, der til tider får øje på detaljer, som normalt går vores øjne forbi. Filmen har vundet flere store priser, bl.a. en BAFTA til fotograf Sean Bobbitt – det er fortjent.

“Hunger” er i kraft af historien en ubehageligt påtrængende film, men ikke i sine virkemidler. Volden og barskheden glamouriseres ikke gennem æstetisering, og filmens historie fortælles ofte gennem antydninger. Det kan derfor være en lille smule svært at finde rundt i det ellers lille persongalleri, og engang imellem føler man, at et bedre kendskab til Irlands historie ville hjælpe på den fulde forståelse for personernes situationer.

“Hunger” er en af årets stærkeste film, men en film for alle er det bestemt ikke. Fortællingen er med sin langsomme udvikling og få replikker ganske stenet, for at bruge et moderne ord. Alligevel bider den sig fast og nægter at slippe. Det skyldes utvivlsomt temaet, som i sig selv er ganske fascinerende, men også den stemning, som filmen med sine simple virkemidler formår at opbygge. En af kunstens fineste opgaver er at nuancere vores opfattelse af ting, som vi ellers kan have en tendens til at sætte et sort/hvidt mærkat på – det gør “Hunger”.

[b]Video[/b]

Præsenteret i anamorphic 2.35:1. “Hunger” lider af så sjælden en fejl som interlacing, der viser sig som flimrende streger i billedet pga. en 100 % menneskeskabt fejl i den digitale kodning. Det er hamrende pinligt og decideret amatøragtigt og må være lavet af en transfer-tekniker med bind for øjnene og tømmermænd. Skarpheden er heller ikke for god, og en sjælden gang imellem forekommer en smule banding. Kontrasten er fin og stabil og farverne naturlige. Øv, for en skam, når nu den er så flot filmet.

[b]Audio[/b]

På trods af coverets lovning på 5.1-lyd er der blot et stereospor at finde på dvd’en. Som det er at forvente, er det generelle lydbillede mere mudret end et surroundspor, men som stereospor lyder det for så vidt udmærket. De forskellige elementer er mixet fint i forhold til hinanden, så intet drukner i scenerne med masser af larm og støj. Desværre er diskanten ikke så veldefineret, hvilket især går ud over dialogen, som sagtens kunne være lidt “sprødere”.

[b]Ekstramateriale[/b]

Dvd’en indeholder intet ekstramateriale.