[b]Ikke ligefrem himmelsk[/b]

De er trætte, er de. Parrene i filmen har fået mere end rigeligt, og nu knager krisen. Fortidens ungdommelige vitalitet og ambitioner er væk, og nu sidder de tilbage og er trætte af det hele og i høj grad blot fokuseret på at komme det daglige program igennem.

Sådan har man det også som tilskuer til “Parterapi i Paradis”, der fra start til slut er en trættende fremstilling af trættende skuespilleres trættende vitser og trættende budskaber fortalt med sådan ca. så meget indlevelse og opfindsomhed, som man typisk bruger på at åbne en dåse makrel.

Filmen handler om fire par, der alle lever i problemfyldte forhold. Ronnie og Dave er ved at drukne i travlhed og arbejde, yuppie-parret Jason og Cynthia er ved at kvæle hinanden i effektivitet, den tykke Shane kan ikke matche den unge Trudys tempo, hvorimod Joey og Lucy har… ja, hvad, deres problem er, lader helt til at mangle fra filmen og er højst sandsynligt blevet klippet ud under en trimningsproces. Mugne er de i hvert fald alle sammen i en vis grad, og de ender mere eller mindre frivilligt på centret Eden, hvor de ved sol og strand skal gennemgå et terapiforløb, der skal styrke parforholdene.

På centret udsættes de for forskellige rutinevitser. Hajer svømme rundt i vandet, den højtidelige tjener spiller Guitar Hero, massøren laver frække bevægelser, når han behandler damerne, og Joey opdages, mens han gør klar til at rive i banditten osv… Det er alt sammen temmelig forudsigeligt og som konsekvens himmelråbende umorsomt. Vince Vaughn formår dog på en eller anden måde at få skabt en relativt sympatisk person ud af klichéerne og har til trods for det skidte materiale enkelte gode øjeblikke. Shane og Trudys forhold har en vis komisk excentricitet, der kortvarigt morer, men som dog harmonerer dårligt med resten af filmen.

Ellers er man mildest talt på herrens mark i “Parterapi i Paradis”, som først og fremmest lider under, at den aldrig føles fri. Alle personer er specifikke illustrationer af deres specifikke problem, og ingen lader nogensinde til at sige noget som helst spontant. De fungerer mere som talerør for deres figur end som levende personer, og som konsekvens er det meget vanskeligt at føler blot den mindste sympati med figurerne eller at blive tilnærmelsesvis interesseret i, om deres forhold klarer skærene eller ej.