De er trætte, er de. Parrene i filmen har fået mere end rigeligt, og nu knager krisen. Fortidens ungdommelige vitalitet og ambitioner er væk, og nu sidder de tilbage og er trætte af det hele og i høj grad blot fokuseret på at komme det daglige program igennem.
[image=46253]
Filmen handler om fire par, der alle lever i problemfyldte forhold. Ronnie og Dave er ved at drukne i travlhed og arbejde, yuppie-parret Jason og Cynthia er ved at kvæle hinanden i effektivitet, den tykke Shane kan ikke matche den unge Trudys tempo, hvorimod Joey og Lucy har… ja, hvad, deres problem er, lader helt til at mangle fra filmen og er højst sandsynligt blevet klippet ud under en trimningsproces. Mugne er de i hvert fald alle sammen i en vis grad, og de ender mere eller mindre frivilligt på centret Eden, hvor de ved sol og strand skal gennemgå et terapiforløb, der skal styrke parforholdene.
[image=46251]
Ellers er man mildest talt på herrens mark i “Parterapi i Paradis”, som først og fremmest lider under, at den aldrig føles fri. Alle personer er specifikke illustrationer af deres specifikke problem, og ingen lader nogensinde til at sige noget som helst spontant. De fungerer mere som talerør for deres figur end som levende personer, og som konsekvens er det meget vanskeligt at føler blot den mindste sympati med figurerne eller at blive tilnærmelsesvis interesseret i, om deres forhold klarer skærene eller ej.
[image=46252]